Mathias skal markedsføre rejer i Kina, Japan og Korea

15. NOV 2017 • 13:51SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

Mathias skal markedsføre rejer i Kina, Japan og Korea

Ocean Prawns salgsafdeling Ocean Seafood forlænger sin sponsoraftale med det bornholmske badmintontalent Mathias Christiansen. I 2018 vil der derfor fortsat stå Ocean Seafood og Seamix på maven af Mathias Christiansens spillertrøje.

2018 bliver et spændende år på de grønne baner. Mathias Christiansen har høje ambitioner for sit nye makkerskab i mixed double med Christinna Pedersen, som forhåbentlig vil føre parret højere op på verdensranglisten. For som Christinna Pedersen udtalte til JP den 18. oktober:

"Mathias Christiansen er moden og ved, hvad han vil. Han kender til gamet og ved, hvad det kræver at være med i verdenstoppen, hvilket vi vil være".

– Jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte samarbejdet med Ocean Seafood, og dermed holde fast i min bornholmske sponsor, som har været med mig hele vejen. Sponsoraftalen er naturligvis vigtig i forhold til mit økonomiske fundament, så jeg kan fokusere et hundrede procent på badminton. Men det er også rart at have en sponsor, som jeg kan være med til at skabe værdi for, fortæller Mathias Christiansen.

Ocean Seafood er stolt af forsat at være sponsor for det bornholmske badmintontalent. Aftalen sikrer Ocean Seafood en massiv eksponering på sine største markeder i Kina, Japan og Korea, hvor badminton er en ekstrem populær sportsgren. I denne måned spiller Mathias Christiansen China Open og Hong Kong Open, og i 2018 venter der yderligere to turneringer i Kina.

– Vi forventer, at Mathias Christiansen vil rykke højere op på verdensranglisten, og det vil betyde endnu større tv-dækning af hans kampe – og dermed øget reklame til vores kinesiske brand Seamix, forklarer Stephan Birch, export manager hos Ocean Seafood. I Kina sælges Ocean Prawns' rejer i samarbejde med en kinesisk importør under navnet Seamix og forhandles i detailbutikker og via webshops over hele Kina.

– I 2018 vil Mathias Christiansen stille op til flere events i Kina i samarbejde med Ocean Seafood, og det glæder vi os til, fortæller Stephan Birch. Vi håber, at han vil lære et par kinesiske sætninger og være med til at charmere vores kinesiske kunder. Et fremstød med Mathias vil tage kegler, idet kineserne er vilde med de danske badmintonspillere, slutter Stephan Birch.

Mest læste