Sundhedsstyrelsen giver en million kroner til bornholmsk projekt

22. JAN 2018 • 15:38 • AF REDAKTIONEN

Sundhedsstyrelsen giver en million kroner til bornholmsk projekt

Sundhedsstyrelsen har valgt at støtte et projekt i Bornholms Regionskommunes Center for Psykiatri og Handicap.

Centret har fået en bevilling på 936.600 kroner fra Sundhedsstyrelsen til samarbejdsprojektet 'I sunde hænder', der til sammen har et budget på 1,5 mio. kroner.

Projektet gør noget ved det faktum, at en række særligt udsatte borgere er i risiko for ikke at få den sundhedsfaglige behandling de har behov for. En central del af projektet er derfor at alle borgere i botilbud på Bornholm (cirka 150 borgere) tilbydes en sundhedsfaglig udredning, med særligt fokus på fire sygdomme: demens, hjerte- og karsygdomme, diabetes og KOL, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Psykiatri og Handicap har tidligere arbejdet med medicinhåndtering under overskriften 'I sikre hænder'.

Der ansættes en sygeplejerske i projektperioden, der løber resten af 2018, til udredningerne. Sygeplejersken skal desuden varetage kursus for mere end 250 medarbejdere, der får redskaber til tidlig opsporing af sygdomme, for borgerne på botilbud.

I projektet indgår også, at op mod 20 medarbejdere får et diplommodul med fokus på udviklingshæmning og demens, der er en stigende udfordring på grund af aldring, fortæller kommunen.

Udover den sundhedsmæssige udredning vil også mindst halvdelen af borgerne få tilbudt en sanseprofil, der udreder borgernes sansebearbejdning og dermed kan bidrage til hvilken pædagogisk tilgang borgerne kan have glæde af, lyder det fra kommunen.

Og endelig vil udredningerne og erfaringerne danne grundlag for at etablere og beskrive nye samarbejdsrelationer mellem de mange samarbejdspartnere, der varetager målgruppens sundhedsmæssige behov – hospitalet, praktiserende læge, pædagoger, social- og sundhedsassister med videre.

– Vi har set at borgerne på især handicapområderne bliver ældre og ældre. Det er en positiv udvikling, men på samme måde som alle andre, er risikoen for sygdom større, når man bliver ældre. I sunde hænder er derfor et meget, meget vigtigt projekt, der er til gavn for borgerne der bor på alle botilbuddene på Bornholm, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Bjarne H. Kirkegaard.

Psykiatri- og handicapchef Michael Hansen Bager mener, at projektet vil give et boost til kommunens sundhedsfaglige kompetencer.

– Og selv om vi allerede i dag har fokus på det i dag, er jeg sikker på at vi vil se eksempler, hvor vi bliver meget klogere på borgernes sundhed og formentlig også se at der er en sammenhæng med hvad de kan og ikke kan, siger Michael Hansen Bager.

SENESTE NYHEDER

20. FEB 2018 • 17:56 FOR ABONNENTER
Folkemødet skaber 51 arbejdspladser på Bornholm
20. FEB 2018 • 14:15 FOR ABONNENTER
Tirsdagens leder: Bornholmsk madeventyr når nye højder

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste