Opsagte BEOF-medarbejdere får arbejde hos Jens Møller Gudhjem A/S
Entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem i arbejde ved Hellig Peder. Foto: Jens-Erik Larsen

13. MAR 2018 • 07:21 • AF REDAKTIONEN

Opsagte BEOF-medarbejdere får arbejde hos Jens Møller Gudhjem A/S

For få uger siden stod en række medarbejdere over for at miste deres job, da Bornholms Energi & Forsyning meddelte, at Entreprise-afdelingen skulle nedlægges.

I dag er situationen vendt til noget positivt.

Den lokale entreprenør Jens Møller Gudhjem A/S har tilbudt arbejde til alle medarbejdere fra den nu nedlagte Entreprise-afdeling.

– I Jens Møller Gudhjem er vi meget glade for at byde velkommen til vores nye kolleger. Vi har mange opgaver i støbeskeen, og her kommer de tidligere Entreprise-ansatte til at spille en vigtig rolle, siger Morten Iversen, der er direktør hos Jens Møller Gudhjem, i en pressemeddelelse.

Processen omkring ansættelsen af medarbejderne er gået hurtigt, og de starter alle i deres nye job hos Jens Møller Gudhjem på mandag den 19. marts.

– Allerede den dag vi hørte om, at Bornholms Energi & Forsyning skulle tilpasse deres organisation, tog vi kontakt til ledelsen i virksomheden, og herefter fulgte en række intense dialoger med de opsagte medarbejdere, der hurtigt resulterede i konkrete jobtilbud til alle medarbejdere fra entreprise-delen, fortæller Morten Iversen.

Hos Bornholms Energi & Forsyning er der glæde at spore ved udsigten til, at alle medarbejdere allerede har fået tilbudt nye jobs.

– Vi har som virksomhed en naturlig interesse i, at de pågældende medarbejdere kommer videre på en ordentlig måde - at det så i dette tilfælde også er gået hurtigt, det er vi selvfølgelig glade for. Medarbejderne har alle mange års erfaring, og det er en glædeligt at se, at det værdsættes af andre virksomheder, siger Rasmus Sielemann Christensen, direktør i Bornholms Energi & Forsyning.

Bornholms Energi & Forsyning meddelte i februar, at man ville slanke organisationen, da flere store anlægsopgaver var afsluttet – f.eks. etablering af fjernvarme og nedgravningen af elkabler – og at der derfor ikke længere var opgaver til det samme antal medarbejdere.

Mest læste