I en kælder i Rønne ligger de ukendte
Elo Jakobsen og Illona Wachholz i ø-arkivet. Foto: Jens-Erik Larsen

13. MAR 2018 • 14:05 • AF ANNA GUDMANN

I en kælder i Rønne ligger de ukendte

Kælderen er bombesikret.

Måske er dokumenterne, billederne og de gamle aviser i Bornholms Ø-arkiv noget af det mest beskyttede på hele Bornholm.

Måske ikke.

Men der er i hvert fald masser, der er værd at beskytte, blandt andet fordi det kun eksisterer i den ene udgave og ikke kan findes digitalt som alt andet kan i dag.

Række efter række af hylder i Ø-arkivets kælderlokaler er skærmet for sollys og gemmer på billeder af bornholmernes bedsteforældre, tipoldeforældre og bornholmske aviser fra dengang de levede.

Der er gamle eksamensbeviser, gamle kort og dokumenter fra dengang, øen havde jernbaner. Det er bornholmernes historie, der er gemt i bunkeren.

Det sociale er væk
Elo Jacobsen er vant til at færdes blandt historien. Han er næstformand for Bornholms Slægts- og Lokalhistoriske Forening, og han har været med i 20 år.

Selve foreningen opstod, fordi personer, der var interesserede i slægtsforskning, ofte mødte hinanden på Bornholms Lokalhistoriske Arkiv. De dannede foreningen, der i dag har mere end 700 medlemmer, og som er den største i hele Danmark.

Da Elo Jacobsen startede med at forske i fortiden og undersøge sin slægt, var det sociale stadig en stor del af slægtsforskning. Det er det ikke rigtigt længere, mener han.

I dag kan man sidde hjemme i sin stue og besøge utallige hjemmesider, hvor gamle dokumenter er blevet gemt på internettet.

Men det kan stadig være socialt at være med i foreningen. Der er seks frivillige fra foreningen, der har meldt sig til at affotografere glasplader fra kælderen. Det er de glasplader, hvor der er ukendte mennesker på.

De seks, der har meldt sig til at affotografere de ukendtes billeder, mødes tre og tre hver onsdag og torsdag.

215 billeder på en time
En tilfældig onsdag er det Elo Jacobsen, Illona Wachholz og Henning Svenningsen, der står for at udføre arbejdet.

– Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi jeg synes, det var interessant at lave slægtsforskning, fortæller Ellona Wachholz.

Hun har været med i Bornholms Slægts- og Lokalhistoriske Forening siden 2007. Hendes fars side af familien er fra Bornholm, hendes mor er fra Tyskland.

– Men det er umuligt at lave slægtsforskning i Tyskland, siger hun, imens hun tager den ene glasplade op af en papkasse efter den anden og fint lægger dem tilbage igen, efter de er blevet fotograferet.

Hun har været i gang i lidt under en time. Elo Jacobsen tager selve billederne, når glaspladen er lagt frem. De har taget 215 billeder indtil videre.

Moster Valle i en kasse
Papkasserne med glaspladerne, de er i gang med at affotografere, kommer fra det rum i kælderen, der er allerlængst væk fra indgangen.

– Det er det allerhelligste, siger Elo Jacobsen, da han viser rummet frem med række efter række af hylder med gamle billeder, aviser og andre dokumenter.

– Jeg har fundet flere af mine familiemedlemmer her, fortæller han.

Der står trækasser i sarte farver på nogle af hylderne. Der er skrevet bogstaver og nogle gange navne uden på. Inden i er der gamle glasplader af personer. Ulig de ukendtes billeder, er disse billeder sat i alfabetisk orden efter, hvem der er på dem.

På en af kasserne står der Valborg Jørgensen. Han tager kassen ud og finder billedet.
– Og det er jo moster Valle! siger han.

Derfor er Elo Jacobsen også sikker på, at bornholmerne vil kunne navngive mange af de ukendte på glaspladerne, hvis de bare får dem vist.


SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

8. DEC 2018 • 15:04
Bertil går på pension

Mest læste