Sydbornholms Privatskole har fundet sin nye skoleleder
Foto: Allan Rieck

11. APR 2018 • 21:55 • AF TOMMY KAAS

Sydbornholms Privatskole har fundet sin nye skoleleder

Sydbornholms Privatskole i Pedersker har pr. 1. maj ansat Jeannett Tankred som ny skoleleder.

Hun har blandt andet en fortid som leder, souschef og administrativ leder på flere musikskoler, fortæller privatskolens næstformand Laura Borne.

– Det betyder, at hun har erfaring med både personaleledelse, undervisning og hele den vigtige administrative palet.

Jeannett Tankred er cand.mag i Humaniora, NLP-uddannet coach og har en diplomuddannelse i ledelse.

– Det er blandt andet på denne baggrund, at vi glæder os rigtig meget til, at Jeannett sætter sig for bordenden og hjælper med at fastholde Sydbornholms Privatskoles gode udvikling. Vi ser, at vi deler et værdifællesskab omkring skabelse af livsduelige børn, der både trives fagligt og menneskeligt, lyder det fra skolen.

– Det var et enigt ansættelsesudvalg bestående af repræsentanter fra bestyrelse, ledelse og medarbejdere, der traf beslutningen. Skolen har gjort brug af KAPE-proces i rekruttering og ansættelsesprocessen, hvilket har været en rigtig god hjælp til at tiltrække kvalificerede ansøgere til den vigtige stilling som skoleleder, fortæller Laura Borne.

Jeannett Tankred afløser Niclas Fick, der i november blev fyret som skoleleder på grund af "forskelligt syn på hvordan vi skal drive vores skole", som det dengang lød fra Sydbornholms Privatskole.

Mest læste