Bornholm får lav placering i ny erhvervsmåling
Arkivfoto: Berit Hvassum

19. APR 2018 • 20:10 • AF FLEMMING KOFOED

Bornholm får lav placering i ny erhvervsmåling

Bornholms Regionskommune er placeret helt nede på en 71. plads i en ny, alternativ erhvervsklimamåling, som tænketanken Cevea har udført.

Dermed ligger kommunen meget tæt på de seneste årlige erhvervsklimaundersøgelser, som Dansk Industri og Dansk Byggeri gennemfører. De seneste undersøgelser fra dem har givet kommunen en plads som henholdsvis nummer 68 og 79 blandt landets 98 kommuner.

Ceveas erhvervsklimamåling bygger ifølge eget udsagn på helt andre kriterier, end de to erhvervsorganisationers undersøgelser gør.

Cevea peger på, at mens eksempelvis Dansk Industris årlige måling i høj grad er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt de lokale virksomheder, så har Cevea udvalgt fem, objektive kriterier: Antal privatansatte, produktiviteten, størrelsen af eksporten, antal ansatte i nystartede virksomheder og vækst i privat omsætning.

Den metode har gjort, at der bliver tegnet et markant anderledes billede end de store erhvervsorganisationers årlige målinger, oplyser Cevea, og det har især medført, at de storkøbenhavnske kommuner for alvor er kommet i toppen af rangeringen af de bedste erhvervskommuner.

Men som nævnt medfører den nye undersøgelse ikke de store ændringer for Bornholms placering på listen – i hvert fald ikke i forhold til de seneste to undersøgelser fra de to erhvervsorganisationer.

Bornholm har i øvrigt sprunget en hel del rundt på listeplaceringerne. I Dansk Industris undersøgelser har Bornholm været placeret mellem en 47. plads og en 89. plads, og i Dansk Byggeris undersøgelser har placeringerne varieret fra en 68. plads til en 79. plads.

Direktør i Cevea Kristian Wiese fortæller, at tænketanken har lavet listen, fordi den mener, at de tidligere lister ikke har givet et retvisende billede af erhvervsklimaet i kommunerne. Efter Ceveas opfattelse giver det ikke et godt billede at spørge virksomhederne om, hvor de synes, erhvervsservicen er god, og så kigge på parametre som skat. Ceveas mener, der har en værdi at kigge på, hvor erhvervsaktiviteten rent faktisk ligger. Dansk Byggeri og Dansk Industri mener, at erhvervsvenlighed handler om at sænke skatter og udlicitere opgaver, konstaterer han.

Selv om Dansk Industris og Dansk Byggeris undersøgelser baserer sig på på spørgeskemaundersøgelser blandt virksomhederne, så har Dansk Byggeri tidligere oplyst, at deres undersøgelse er baseret på 28 forskellige indikatorer. Det er blandt andet kommunernes sagsbehandlingstider, grundskyld, skat, udlicitering, tilgængelighed og åbningstider, gebyrer, dialogmøder, langtidsledighed, befolkningsudvikling, erhvervsuddannede, byggetilladelser og BNP i kommunerne.

SENESTE NYHEDER

20. MAJ 2018 • 16:21
Brand i skraldespand

MEST LÆSTE BORNHOLM

19. MAJ 2018 • 07:58
Kopiband hyldede John Mogensen

Mest læste