Rejselystne bornholmere på vej til Rhodos strandet i Rønne
Foto: Bjarne Pedersen

25. APR 2018 • 08:47 • AF TOMMY KAAS

Rejselystne bornholmere på vej til Rhodos strandet i Rønne

Onsdag morgen skulle over 200 bornholmere til Rhodos med Spies på et fly direkte fra Bornholms Lufthavn.

Men tekniske problemer på det Thomas Cook-fly, der tidligt skulle flyve fra Stockholm til Rønne og hente charterturisterne, gør, at rejsen er udskudt.

I stedet har Spies nu chartret to fly til at klare opgaven. De første 148 passagerer sendes af sted mod Rhodos klokken 9.00 med et Jettime-fly, mens de resterende 64 passagerer må vente til klokken 13, før et DAT-fly fragter dem sydpå.

Det fortæller Torben Andersen, kommunikationschef hos Spies, til Bornholms Tidende.

– Det er vi selvfølgelig frygtelig kede af, siger han.

Turhjælper: Stemningen er okay
Bjarne Pedersen, tidligere direktør på Bornholms Tidende, er onsdag formiddag på Green Solution House i Rønne. Han skulle have været med maskinen klokken 7.30 som turhjælper for Ældre Sagen og Klub Tidende, men han og hans 50 rejsende er altså også blandt de strandede.

De kommer først af sted i eftermiddag.

– Stemningen er okay, og de fleste er ved godt mod, fortæller Bjarne Pedersen.

– Vi har fået en dejlig morgenmad med æg og bacon og det hele, så det hjælper selvfølgelig lidt på det. Men det er da en lidt ærgerlig situation, siger han.

Torben Andersen fra Spies oplyser, at der kan blive tale om en kompensation for de passagerer, der er forsinkede helt til i eftermiddag.

Desuden fortæller han, at bornholmerne kan se frem til strålende solskin, når de ankommer til Rhodos senere i dag.


Bjarne Pedersen. Foto: Allan Rieck



SENESTE NYHEDER

20. MAJ 2018 • 16:21
Brand i skraldespand

MEST LÆSTE BORNHOLM

19. MAJ 2018 • 07:58
Kopiband hyldede John Mogensen

Mest læste