Lund tvivler på spilletid i dagens superligakamp

15. JUL 2018 • 11:11SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Lund tvivler på spilletid i dagens superligakamp

Det gav genlyd i hele fodbold-Danmark da Vendsyssel Forenede Fodboldklubber sidst i maj sikrede sig oprykning til Superligaen. Dengang var der ikke mange, der troede på vendelboerne i de afgørende kvalifikationskampe mod sidste sæsons bronzevindere fra Lyngby Boldklub.

Siden har de har haft travlt i Hjørring. Vendsyssel FF spiller søndag sin første kamp i Superligaen, når klubben, med bornholmeren Benjamin Lund på holdkortet, tager imod OB.

Tvivler på startplads

Men selvom Benjamin Lund spillede en vigtig rolle i de afgørende kampe mod Lyngby, er han ikke overbevist om, at han starter inde søndag.

– Jeg tvivler på, at jeg kommer til at starte inde. Men nu må vi se. Jeg har mine ideer, men jeg ved det ikke med sikkerhed, siger Benjamin Lund til Tidende.

Årsagen til tvivlen skyldes, at siden oprykningen blev sikret, har den ambitiøse vendelbo-klub hentet flere rutinerede spiller til for at blive klar til tilværelsen i landets bedste række.

En af de spillere, som er kommet til, er Daniel Christensen, som er hentet hjem fra to år i belgiske Westerlo. Den 29-årige spiller er hentet som en direkte konkurrent til pladsen som venstre back.

– Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne undgå, at der ville blive hentet en ny konkurrent til min plads. Det er klart, at han er lidt ældre og har mere rutine end jeg. Han har både spillet i Superligaen og i udlandet. Men jeg lader mig ikke slå ud, for det er en del af gamet, fortæller den 21-årige bornholmer.

Benjamin Lund føler generelt, at holdet er klar til at spille med i Superligaen:

– Jeg synes, vi er klar. Vi har haft tre gode træningskampe, hvor vi tabte den første til Silkeborg. Men siden vandt vi de efterfølgende to mod Horsens og Hobro. Og selvom træningskampe kan være svære at regne med, synes jeg alligevel kampene indikerer, at vi er klar resultatmæssigt og spillemæssigt.

Travl sommer for direktøren

I halvanden måned er der blevet arbejdet på højtryk for at få stadion og organisationen klar til den nye tilværelse i landets bedste række. Dér stilles der helt andre krav end i den 1. division, som holdet er rykket op fra.

– Det har været hektisk i forhold til at få en trup sammensat. Samtidigt er der mange nye krav, når man er Superligahold. Der er jo skærpede licenskrav, så jeg har holdt rigtig mange møder omkring sikkerhed, stadionudvidelse og forskellige andre ting. Så det har været hektisk på rigtig mange måder, siger administrerende direktør Mogens Krogh.

Den tidligere landsholdsmålmand har blot holdt et par dages ferie denne sommer, da han besøgte Folkemødet i juni, hvor Tidende fik en snak med ham.

Spændende at følge Benjamin

Mogens Krogh var glad for, at han trods et travlt program alligevel havde tid til at komme til Bornholm, som han nyder at besøge, ligesom han også har været glad for Vendsyssels bornholmske islæt Benjamin Lund:

– Benjamins sæson i Vendsyssel har været blandet. Men det var også vores forventning, og jeg tror også, at det var hans egen forventning. Jeg synes, han startede rigtig godt, og så havde han en mindre god periode, som unge spillere ofte løber ind i. Men han sluttede fantastisk i kampene mod Lyngby, og i de kampe viste han for alvor sit potentiale. Det bliver spændende at følge ham i de kommende år, siger Mogens Krogh.

Benjamin Lund er meget enig i betragtningen.

– Jeg skulle lige skulle vænne mig til forholdene her i Vendsyssel. Det er en ny klub, med nye mennesker og en ny spillestil. Der har været nogle gode og nogle dårlige perioder for mig. Men heldigvis fik jeg sluttet godt af, og det vil jeg tage med mig til den kommende sæson, fortæller Lund, som skiftede til nordjyderne for et år siden.

Søndag kl. 14 stempler Vendsyssel FF ind i Superligaen, når holdet møder OB.

SENESTE NYHEDER

16. AUG 2018 • 19:06 FOR ABONNENTER
Voksende behov for boliger i Gudhjem
16. AUG 2018 • 18:39
Ny frisør i Snellemark
16. AUG 2018 • 17:45 FOR ABONNENTER
Nye ejere på Hoglebjerg: Det bliver en helt anden livsstil
16. AUG 2018 • 15:56 FOR ABONNENTER
Vognmand går videre til ministeriet
16. AUG 2018 • 15:55 FOR ABONNENTER
Bornholmerbussen klager: Passagerer tilbageholdes som gidsler
16. AUG 2018 • 14:44 FOR ABONNENTER
Færgen sejler mod ukendt mål

MEST LÆSTE SPORT

Mest læste