10 personer reddet i land fra synkende sejlbåd
Foto: Jens Petersen

31. AUG 2018 • 10:00 • AF MADS WESTERMANN & RIE HOFMAN

10 personer reddet i land fra synkende sejlbåd

Ti personer er fredag morgen blevet reddet i land fra en 15 meter lang lystbåd, som forliste udenfor Svaneke Havn.

Sejlbåden Aglaia, der ifølge Forsvaret og Bornholms Politi er tysk indregistreret, gik klokken cirka 6.15 i morges på et skær lige nordøst for havneindløbet og kunne ikke komme fri ved egen hjælp.

Klokken 6.22 modtager beredskabet et nødopkald fra sejlbåden og rekvirerer to redningshelikoptere, redningsbåden fra Nexø samt brandvæsnet med dykkere.

Det oplyser indsatsleder Kim Riis fra Bornholms Brandvæsen.

Redningsbåden FRB17 fra Nexø er hurtigt fremme og får trukket sejlbåden fri og ud på mere roligt vand.

Herefter forsøger man at få pumper om bord på den nødstedte sejlbåd, men den tager vand ind, får hurtigt slagside og begynder at synke.

Man vælger derfor istedet at evakuere den polske besætning, som alle kommer ombord på redningsbåden.

Alle er nu i godt behold og ingen har været i vandet.

Ifølge havnefogeden i Svaneke, Jørgen Johansen, er der tale om et ud af tre polske sejlskibe fra firmaet Balticyachts.pl, der ankom til Svaneke Havn torsdag ved middagstid.

To af sejlbådene stævnede tidligt fredag morgen ud fra Svaneke for at sejle tilbage til Polen, hvorefter den ene kom i vanskeligheder.

Den anden sejlbåd fortsatte sin tur mod Polen, og det er tvivlsom, om besætningen på den overhovedet har opdaget noget.

Havnefoged Jørgen Johansen vurderer, at ulykken er en kombination af, at sejlerne har fejlnavigeret, samt høje bølger.

– De har sejlet for tæt på skæret, og så er der kommet en bølge, der har løftet dem op på klippen, forklarer han til Bornholms Tidende.

Sejlbåden er nu sunket og ligger på 30-35 meters dybde, og havnefogeden tvivler på, om man vil forsøge at bjærge den sunkne sejlbåd.

– Bølgerne vil have ødelagt den, inden man får det op af vandet, siger Jørgen Johansen, der heller ikke er bekymret for eventuel forurening fra udsivende dieselolie fra skibets brændstoftank.

– Det fordamper så snart det når havoverfladen, siger han.


SENESTE NYHEDER

18. NOV 2018 • 08:18
Kopiband begejstrede publikum
18. NOV 2018 • 07:01 FOR ABONNENTER
12-tals-pigen fra Nylars fandt 10 nye arter
18. NOV 2018 • 06:38
Julen er startet hos Hjorth

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen