Nexø Herremagasin kommer på nye hænder
Foto: Berit Hvassum

8. SEP 2018 • 15:41 • AF ELISABETH KROGH

Nexø Herremagasin kommer på nye hænder

I 49 år har Søren Gram stået klar i Nexø Herremagasin med råd og vejledning om tøj til øens herrer i alle bredder og højder.

Men fra 1. februar trækker han sig tilbage.

– Jeg har lejet butikken ud med forkøbsret. Fra 1. februar lukker butikken ned, og den genopstår så cirka en måned senere i nyt regi, fortæller Søren Gram.

Men der kommer fortsat til at være herretøj i butikken på hjørnet af Toldbodgade, Købmagergade og Toldbodvej, forsikrer han.

Butikken fortsætter også under det samme navn – Nexø Herremagasin – men altså med nye kræfter.

Det tilbud kunne jeg ikke sige nej til

Den nye mand bag disken er bornholmer og vil gerne hjem til øen med familien, fortæller Søren Gram, der føler sig heldig og er meget tilfreds med butikkens fremtid.

– Jeg er 65 år og kunne godt være blevet længe endnu. Men han vil gerne nu, og det tilbud – at en vil køre videre med Nexø Herremagasin – det er helt perfekt. For mig er det det bedste, der kunne ske, og det er godt for byen, at butikken kører videre. Det vil gøre mig ondt, hvis det ikke går, siger Søren Gram, der dog er sikker på, at det vil det.

– Han glæder sig som en lille dreng. Han er i branchen og kender butikken i Nexø, og hvad han går ind til, forsikrer Søren Gram om den nye ejer, der stadig arbejder for et andet firma og venter lidt med at stå frem.

Selv har Søren Gram ikke helt vænnet sig til tanken endnu.

– Reelt er jeg ikke klar til det… Det er jo blevet en livsstil. Det er meget vemodigt og en epoke, der er slut. Men jeg vil fyldes med glæde over stadig at kunne gå forbi forretningen, som jeg har drevet i så mange år.

Søren Gram startede som lærling, kort før han blev 16 år i 1969 – og har været her nærmest lige siden. De sidste mange år som ejer.

– Jeg har aldrig været syg. Man møder op om morgenen, fastslår tøjforhandleren, der heller ikke har været til lange ferier.

– Efter fem dage, så vil jeg gerne hjem igen.

Kender kundernes livmål

Nexø Herremagasin er en selvstændig butik, hvor Søren Gram og Heino Nielsen selv udvælger og køber tøjet hjem og dermed har deres helt eget udvalg.

– Jeg har holdt mig væk fra kæderne, og samtidig har vi været en butik, hvor vi giver god kundebetjening og vejledning, og hvor vi kender vores kunders livmål, siger Søren Gram.

Herrebutikken er også leveringsdygtig i tøj i store størrelse for eksempel bukser med en livvidde op til 150 cm, og den har kunder fra hele øen.

Målebåndet behøver dog ikke komme frem. Søren Gram og Heino Nielsen kan stort set på øjemål se hvilken størrelse, de skal hive ned fra hylden.

– Man skulle da gerne have lært noget på de 50 år, mener Søren Gram, som tror på en fremtid for små butikker som Nexø Herremagasin, der om ti år har eksisteret i 100 år.

– God gammeldags købmandsskab er der altid plads til. Det er en god gedigen herreforretning. Mange turister siger, at sådanne butikker ikke findes mere, fortæller han.

Han frygter heller ikke konkurrencen fra nettet.

– Ikke to par bukser er ens, så selv om du kender din størrelse, er det ikke nemt at købe på nettet.

Dertil kommer kundeplejen i det.

– Vi har mange kunder, som vi er nødt til at fortælle, hvad de skal have! Mange mænd kommer i sidste øjeblik, når de skal have nyt – for eksempel til en fest. De ville slet ikke kunne nå at bestille det på nettet. Og så har vi jo også en fri tone her i butikken, tilføjer Søren Gram som et ekstra plus.

Stadig med

Selv om han fra første februar ikke mere står i spidsen for Nexø Herremagasin, så vil kunderne stadig kunne løbe ind i deres herretøjsforhandler. Søren Gram vil i et mindre omfang gå til hånde i butikken.

Men der bliver også lidt mere tid til de andre ting, han sætter pris på – for eksempel at rejse, gå til travløb og se kampe på Nexø Stadion.

Mest læste

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen