Loft forblev en fremmed fugl: Forskel på staten og en kommune er enorm
Foto: Allan Rieck

8. OKT 2018 • 11:00 • AF JAKOB MARSCHNER

Loft forblev en fremmed fugl: Forskel på staten og en kommune er enorm

At være topembedsmand i en kommune er noget helt, helt andet end at være det i staten, hvor Peter Loft blev departementschef efter et helt arbejdsliv i Skatteministeriet. De store forskelle beskriver både Peter Loft og andre kilder som forklaringen på, at han nu stopper som kommunaldirektør på Bornholm.

– Det handler ikke om andet end det, der står i pressemeddelelsen: Borgmesteren og økonomiudvalget ønsker en anden profil i stillingen som kommunaldirektør. Jeg har stor respekt for politikernes valg. Som embedsmand gennem 40 år ved man, at det er politikernes valg hvilke rådgivere de ønsker, siger Peter Loft.

– Jeg har været rigtig glad for den tid, som jeg har haft på Bornholm, men jeg accepterer også, at den ikke skal være længere. Jeg har været glad for de halvandet år, som det blev til. De kommer ikke skidt tilbage.

Peter Loft fortæller, at han ikke har fået nogen nærmere begrundelse for, at borgmesteren og økonomiudvalget gerne vil have en anden profil ind som kommunaldirektør.

– Nej, og det synes jeg heller ikke, at de skylder mig. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg kom med en anden baggrund end den, som en kommunaldirektør ofte har. Med min statslige baggrund har jeg da været en anderledes type end den sædvanlige, siger han.

Hvor Peter Loft i Skatteministeriet kunne specialisere sig helt i skatteforhold, er arbejdsfeltet betydeligt bredere i en kommune, der både driver skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Blandt andet. Og som også renoverer veje, genopretter natur og tænker langsigtet fremad omkring blandt andet energi, klima og tilflyttere. Som kommunaldirektør har han været øverste embedsmand for det hele på én gang.

– Det er en anden verden, det er der ingen tvivl om. Der har da været mange ting, der har været anderledes end i det statslige system. En kommune er en meget alsidig forretning med mange vidt forskellige sager, både aktuelle og mere fremadrettede. Og Bornholm er et anderledes sted, så de spørgsmål man beskæftiger sig med er også helt anderledes, siger Peter Loft.

– Det kan godt være, at jeg har været for anderledes. Men jeg har fået en besked, og så giver jeg mig ikke så meget i kast med at granske de nærmere motiver, siger han.

Selvom han nu ikke længere skal være kommunaldirektør, vil Peter Loft fortsat have sin gang på Bornholm, som han også havde det, før han blev ansat. Han vil også blive ved at tale positivt om øen.

– Jeg håber og tror da, at den gode udvikling, som Bornholm er inde i, fortsætter. Og jeg håber da også, at jeg fortsat kan være en ambassadør for øen og prøve at tale nogle herover for at bo eller for at være turist eller erhvervsdrivende, siger han.

– Jeg havde en stor forkærlighed for Bornholm, før jeg blev ansat, og det har jeg stadigvæk. Jeg vil ikke prøve at gå Rune Holm i bedene, men jeg agter da fortsat at tale varmt om Bornholm i de sammenhænge, som jeg nu færdes i. Jeg vil også stadig være en hyppig gæst på Bornholm, hvor jeg jo også havde sommerhus, før jeg blev ansat.

61-årige Peter Loft ved endnu ikke, hvad han nu vil kaste sig over.

– Det har jeg ikke haft så lang tid til at finde ud af, så det vil jeg lige overveje. Jeg er efterhånden også blevet en ældre herre, så måske skal det være på et andet niveau, end jeg hidtil har været vant til, siger han.

SENESTE NYHEDER

23. OKT 2018 • 18:30 FOR ABONNENTER
Sæsonbutik: Det har været en uovertruffen sæson
23. OKT 2018 • 16:52 FOR ABONNENTER
Passagerernes formand: Det er svært at leve med
23. OKT 2018 • 14:54 FOR ABONNENTER
Lund overrasket over ny chef i Vendsyssel
23. OKT 2018 • 14:19 FOR ABONNENTER
Passagerforening går med i klage til Folketingets ombudsmand

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste