Stor succes med små midler: BHS-Almeborg-boss hyldet med fighterpris
Christian Andreasen (til venstre) blev noget overrasket over at få prisen. Foto: Jesper Andreasen

17. NOV 2018 • 09:11SPORT • AF REDAKTIONEN

Stor succes med små midler: BHS-Almeborg-boss hyldet med fighterpris

Sportsdirektør Christian Andreasen, manden bag cykelholdet BHS-Almeborg Bornholm, blev fredag aften kåret som årets fighter ved årets Bike Awards.

Det skete til stor overraskelse for ham selv og resten af holdet, fortæller BHS-Almeborg.

– Vi er utrolig heldige at have sådan en stor kapacitet og fighter som holdets chef. Han har en meget stor aktie i holdets formidable sæson i år – og blev fortjent hyldet ved det store show i København, lyder det på holdets facebookside.

Feltet.dk, der står bag prisuddelingen, forklarer om valget:

– Den cykelgale bornholmer har med begrænsede midler været med til at skabe et af Nordens største cykelhold, som alene i år har vundet en DM-titel i enkeltstart til Martin Toft Madsen samt en bronzemedalje i samme kategori til Rasmus Quaade.

– Holdet fra klippeøen vandt også den samlede holdkonkurrence ved PostNord Danmark Rundt, et løb hvor Rasmus Quaade sluttede på podiets næstøverste plads.

– Yderligere fire sejre i UCI-regi har også haft en indvirkning på, at holdet scorede hele 975 UCI point i 2018, og det er bedst af alle danske hold.

– Midt i det hele står Christian Juul Andreasen og agerer ankermand.

Mest læste