Søren Pind er på udkig efter det helt rette hus
Foto: Berit Hvassum

1. DEC 2018 • 11:40 • AF TOMMY KAAS

Søren Pind er på udkig efter det helt rette hus

Søren Pind sagde i starten af maj farvel til dansk politik. Han er siden blandt andet sprunget ud som tv-vært i debatprogrammet Pind & Sass på TV 2 News, og i går sagde han til Bornholms Tidende, at han er frisk på opgaven som ny formand for Folkemødet, hvis det skulle nå dertil.

Men det, som den tidligere minister bruger mest tid på, er sit arbejde som arbejdende bestyrelsesformand for virksomheden Langkjaer Cyber Defence. Her arbejder man med en række store virksomheder som kunder for at forbedre cybersikkerheden og undvige cyberangreb.

– Der findes ingen virksomhed som vores i Danmark, og vi har de stærkeste folk på deres felt ansat, fortæller Søren Pind.

Den godt et år gamle virksomhed har 15 ansatte og er i vækst.

– Det er planen, at vi skal fordoble styrken hvert år, så om et års tid skal vi gerne være 30, siger Søren Pind.

Derudover bruger Søren Pind blandt andet tiden på at kigge på boligannoncer. Som Bornholms Tidende tidligere har berettet, har han været ude efter grunden med det tidligere røgeri i Arnager, og selvom dét ikke lykkedes, leder han stadig, fortæller han.

– Jeg er på udkig efter et sted, men det skal være det helt rette, siger Søren Pind.

Er vi ude i et fritidshus?

– Begreberne er jo efterhånden smeltet sammen, så det er ikke så væsentligt, siger den tidligere politiker, der som 11-årig kom til Bornholm og blandt andet har taget sin studentereksamen på gymnasiet i Rønne.

Søren Pinds forældre bor i Bølshavn.

SENESTE NYHEDER

10. DEC 2018 • 17:04 FOR ABONNENTER
Minister slår bak: T-foil skal med i Express 1-undersøgelse
10. DEC 2018 • 15:29 FOR ABONNENTER
Leder: 100 dage med høj søgang
10. DEC 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald
10. DEC 2018 • 13:49 FOR ABONNENTER
Molslinjen om de første 100 dage: Vi er livsnerven

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste