Scorede Preben Elkjær på Bornholm?
Preben Elkjær til Bornholms Tidendes sportsshow tilbage i 2006. Foto: Henning Sigvardsen

6. DEC 2018 • 11:12SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Scorede Preben Elkjær på Bornholm?

– Hvad gør vi, hvis Jesus vender tilbage? – Så sætter vi Elkjær ud på fløjen!

Dét kække svar rammer Preben Elkjærs status dengang i 80’erne lige i røven.

På toppen var han nærmest ustoppelig. Med snævre driblinger, timede dybdeløb, stort overblik og præcise afslutninger fra alle vinkler scorede han mål på stribe for landsholdet, Lokeren og Hellas Verona. Og måske også på Bornholm?

– Jeg spillede kamp på Bornholm i min tid i Frederiksberg Boldklub. Jeg kan faktisk ikke huske, hvem vi mødte. Men jeg mener, det var en turneringskamp. Eller var det en pokalkamp? Det er jo efterhånden længe siden, siger Preben Elkjær til Bornholms Tidende.

Til trods for at 61-årige Elkjær lagde støvlerne på hylden for mere end et kvart århundrede siden, er han fortsat utrolig populær. I aften er han på plakaten i Musikhuzet i Rønne, når han optræder med foredraget ”Mit liv som Elkjær”.

Bornholm er et af de få steder i landet, der stadig har til gode at få muligheden for at opleve Elkjær som foredragsholder. Han lover at medbringe en anekdote specielt til lejligheden.

På forhånd er han dog ikke er meget for at afsløre, hvad der er på spil.

– Jeg holdt engang et andet foredrag på Bornholm, og inden det skete der noget ret morsomt, røber Preben Elkjær, inden han fortæller om sine relationer til øen.

– Jeg har nogle gode venner, som boede på Bornholm. De var rigtig gode til at vise alle de steder frem, som turisterne ellers ikke får lov at se. Det er jo en fantastisk ø, siger Preben Elkjær.

Nok har Preben Elkjær spillet fodbold på Bornholm i en fjern fortid, og nok har spillet fyldt det meste i hans liv, men han indrømmer alligevel, at hans kendskab til bornholmsk fodbold er ret beskedent.

– Nej, det er ikke meget, jeg ved, skal jeg være ærlig at sige. Som i ingenting, griner Elkjær.

Han lover, at foredraget på torsdag bliver alt andet end kedeligt. Med udgangspunkt i sin selvbiografi ’Mit liv som Elkjær’ fortæller gavflaben om sin tid på landsholdet, det sensationelle mesterskab med Hellas Verona, venskabet med Sepp Piontek og en stribe andre ting, han ikke vil afsløre på forhånd.

– Jeg tror, at folk bliver overrasket. Det er måske ikke lige det foredrag, de har forventet. Det er da klart, at der er historier fra min tid i fodbolden, men der er også mange andre ting.

Mest læste