Butiksejer sætter nicheforretning i Rønne til salg
Foto: Bornolms Erhvervsmægler

2. JAN 2019 • 20:49 • AF JAKOB NØRMARK

Butiksejer sætter nicheforretning i Rønne til salg

Garnbutikken Strikkestâuan i Rønne er sat til salg af indehaveren Liselotte Kure. Hun forlader butikken 1. april og håber, at det i den kommende tid vil lade sig gøre at finde en aftager til lokalerne på Østergade.

– Kan vi sælge butikken videre til en, som kan drive den videre, vil det være fantastisk, siger Liselotte Kure, der bare kendes som "Lotte" blandt venner og kunder.

– Jeg elsker at give service til kunderne og hjælpe dem. Der er jo enormt mange strikkere på øen, og jeg kommer til at savne de mange søde kunder, der kommer i butikken, siger Lotte Kure.

Strikkestâuan er sat til salg for 75.000 kroner, og dertil kommer varelageret.

Fremover skal Liselotte Kure arbejde som rejsende jordemoder i Norge, hvor der er mangel på sundhedspersonale. Hun er uddannet jordemoder og har haft nok at se til i de perioder, hvor hun ved siden af arbejdet i strikkebutikken også drog til Norge som jordemoder. Med udsigten til at stoppe i Strikkestâuan vil arbejdsbyrden blive lettet i de sidste år før pensioneringen.

– Også mens jeg har haft butikken, har jeg været i Norge mange gange. Nu vil jeg hellige mig jordemoderarbejdet i mine sidste arbejdsår, fortæller 62-årige Liselotte Kure.

Hun har været indehaver af Strikkestâuan, der sælges igennem Bornholms Erhvervsmægler, siden 2011.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

18. MAJ 2019 • 19:26
Ny legeplads indviet i Rønne

Mest læste