Præsterne er glade for deres biskopper

10. JAN 2019 • 17:46 • AF ELISABETH KROGH

Præsterne er glade for deres biskopper

En rundspørge blandt sognepræster, foretaget af Kristeligt Dagblad, viser, at landets 10 biskopper i meget høj grad er vellidte blandt præsterne. I undersøgelsen svarer langt størstedelen af præsterne, at de oplever et godt samarbejde med deres biskopper. 36 procent kalder samarbejdet ”rigtig godt”, 39 procent beskriver det som ”godt”, og 14 procent mener, at det er ”acceptabelt”.

En af de tilfredse præster er sognepræst Pernille Bolø i Svaneke og Ibsker. Hun er jævnligt i kontakt med sin biskop, Peter Skov-Jakobsen fra Københavns Stift, og hun er ovenud tilfreds med samarbejdet.

– Jeg er nok mere i kontakt med min biskop end de fleste andre præster, fordi jeg søger om tilladelse til at holde mange vielser udendørs. Cirka en gang om måneden er jeg i kontakt med ham, og jeg oplever altid, at der bliver taget hånd om min forespørgsel hurtigt og med stor velvillighed fra biskoppens side, siger hun.

Rundspørgen er besvaret af 753 præster.

Samtidig kan man dog se, at de fleste præster har meget lidt kontakt med deres biskopper. 58 procent af de adspurgte svarer, at de kun har kontakt med deres biskopper en-to gange om året eller mindre, skriver Kristeligt Dagblad.

Resultatet må tages med et gran salt, mener teolog og ledelseskonsulent Poul Langagergaard. Han bemærker særligt sammenfaldet med den begrænsede kontakt mellem præst og biskop og den store tilfredshed.

– En biskop er leder for mange præster. I Aarhus Stift er det omkring 350 præster, biskoppen har under sig, og det betyder, at der er en vis distance mellem leder og medarbejder. Forskning viser, at jo længere afstand, der er til lederen med en meget stor mængde medarbejdere under sig, desto mere tilfreds vil medarbejderen være, fordi vedkommende i højere grad får lov at leve sit eget liv. Det gør sig også gældende her, siger Poul Langagergaard.

SENESTE NYHEDER

19. JAN 2019 • 19:17 FOR ABONNENTER
Frederik føler sig klar til Superligaen

MEST LÆSTE BORNHOLM

19. JAN 2019 • 09:34
Lørdagsavisen er forsinket
18. JAN 2019 • 18:56 FOR ABONNENTER

Mindre byer vil også have del i nye boliger

18. JAN 2019 • 18:45 FOR ABONNENTER

Flere maner til forsigtighed om byggeri af mange boliger

18. JAN 2019 • 16:32 FOR ABONNENTER

Tv-hold opsporer japaner i Pedersker

Mest læste