Juel-Jensen: Ikke overbevist af bornholmsk fingeraftryk i Region Hovedstaden
– Jeg kerer mig ikke om strukturer, men patienterne, siger Peter Juel-Jensen fra Venstre om sundhedsreformen og den sandsynlige nedlæggelse af regionerne.

15. JAN 2019 • 16:06 • AF JAKOB NØRMARK

Juel-Jensen: Ikke overbevist af bornholmsk fingeraftryk i Region Hovedstaden

De seneste dage har bornholmske socialdemokrater kritiseret den formentlig snarligt forestående sundhedsreform i læserbreve i Bornholms Tidende. Folketingsmedlem Lea Wermelin og tidligere regionsborgmester Thomas Thors har direkte opfordret Venstres bornholmskvalgte folketingsmedlem, Peter Juel-Jensen, til at tage regionerne i forsvar, men det er tiden ikke inde til, siger han til Bornholms Tidende.

– De aner ikke, hvad udspillet kommer til at indeholde. Vi har en forpligtelse til at se tiden an, siger Peter Juel-Jensen med adresse til de to socialdemokrater.

– Så jeg vil gerne vente med at bedømme reformen, til den er præsenteret. Men der er ingen grund til at glorificere systemet, vi har i dag. Det kan være, det bliver bedre, siger Peter Juel-Jensen.

Om regionerne skal nedlægges, og der ikke længere skal være et politisk niveau imellem kommuner og stat, er et af de store stridspunkter.

"Mere centralisering" vil blive konsekvensen spåede Lea Wermelin i sit debatindlæg i lørdags, hvor hun også lagde vægt på, at bornholmerne er "afhængige af at have nogen, der taler vores sundhedssag". Hun henviste til Bornholms to politikere i regionsrådet i Region Hovedstaden, Carsten Scheibye (V) og Leila Lindén (S).

Peter Juel-Jensen er især utilfreds med Wermelins kommentar om, at vindene blæser mod mere centralisering, og hans modargument er, at Venstre har foreslået at oprette 21 sundhedsfællesskaber, der ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen skal bygge bro mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger.

– Hvis man går fra fem til 21, er det så centralisering? spørger Peter Juel-Jensen retorisk.

Regeringen ventes onsdag at fremsætte en reform, der afskaffer regionen som et organ med folkevalgte politikere. Peter Juel-Jensen er ikke sikker på, at det vil få betydning for sundhedsvæsnets kvalitet på Bornholm.

– Jeg anerkender Carsten Scheibye og Leila Lindén for deres arbejde, men de er kun to ud af mange i regionsrådet. Jeg kan ikke se, hvor stort et fingeraftryk de har sat, siger Peter Juel-Jensen.

Forløbet med Region Hovedstadens it-system Sundhedsplatformen, der har været hårdt kritiseret af sundhedsmedarbejdere, bruger Peter Juel-Jensen som et eksempel på, at den nuværende struktur trænger til at blive ændret.

– Man har et væld af politikere siddende, som ikke har meget andet end sundhedssystemet at tage sig af, og alligevel sætter man sig imellem to stole. Det skriger på, at der skal gøres noget ved systemet, siger Peter Juel-Jensen.

14. OKT 2019 • 07:08

Banen er pakket sammen

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet