Molslinjen: Der bliver ballade uanset om vi venter eller ej
To gange de seneste otte dage har Express 1 ventet i Ystad på passagerer, der kom forsinket frem til færgelejet på grund af kødannelse i Sydsverige. Arkivfoto

23. JAN 2019 • 06:41 • AF JAKOB NØRMARK

Molslinjen: Der bliver ballade uanset om vi venter eller ej

Når trafikken ikke arter sig på vejen til Ystad, kan det være en stressende situation for passagerer, der skal med til færgen. Mandag aften besluttede Molslinjens kaptajn at vente på de forsinkede biler og busser, der var fanget i en kø på E65 opstået på grund af isslag.

Det samme skete forrige mandag, hvor et skånsk snevejr skabte lange køer uden for Ystad. Men den 18. december sejlede færgen til Rønne uden Bornholmerbussen, der kom fire minutter for sent frem til færgelejet i Ystad efter at have holdt i kø i København, og de 85 passagerer måtte derfor vente fire timer i Ystad.

Hvordan afgør Molslinjen, om færgen skal vente eller ej?

– Det er faktisk en lidt vanskelig øvelse. Hvis ikke vi venter på Bornholmerbussen, bliver der ballade, og hvis vi venter, bliver der ballade, for vi skal også hjælpe de mange passagerer, som er kommet rettidigt og sidder på færgen, siger Jesper Maack, pressechef hos Molslinjen.

– Som altid er det kaptajnen, der vurderer situationen. Generelt arbejder vi efter at hjælpe de mange på bekostning af de få, siger pressechefen.

Når det besluttes, at færgen skal vente af hensyn til forsinkede passagerer, skal kaptajnen gøre sig umage med at informere de rettidige personer om baggrunden for udsættelsen, siger pressechefen.

Dilemmaet kompliceres af, at en færge fra Polen ankommer til Ystad, kort tid efter Express 1 skal sejle.

– Polensfærgen på vej ind og vores færge på vej ud må ikke mødes i indsejlingen, og derfor kan et kvarter betyde en forsinkelse på tre kvarter, siger pressechefen.

Den problematik var aktuel i aftes, men eftersom ganske mange passagerer ikke var nået frem, besluttede kaptajnen at lade den polske færge lægge til og derefter afgå med 40 minutters forsinkelse.

– Forsinkelser er trælse, fordi de kan have en dominoeffekt igennem dagen – både for de efterfølgende færger og for passagererne, der skal videre med bus eller har aftaler. Så vi vil helst undgå forsinkelser. Men i går var det ikke bare busserne, der var forsinket. Næsten halvdelen af de bookede biler var blevet forsinket af isslaget, siger Jesper Maack.

SENESTE NYHEDER

22. MAR 2019 • 19:45 FOR ABONNENTER
Ærkefjenderne bør heppe på hinanden
22. MAR 2019 • 18:24 FOR ABONNENTER
Ny bålhytte ventes færdig inden sommer

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. MAR 2019 • 07:01
Huset er væk
21. MAR 2019 • 12:08
DF: Man tager sig til hovedet

Mest læste