Mathias og Christinna lider overraskende nederlag

20. FEB 2019 • 09:02SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Mathias og Christinna lider overraskende nederlag

Mathias Christiansen og makkeren Christinna Pedersen løb tirsdag ind i et højst overraskende nederlag, da de tabte med 21-14, 21-14 til det franske par Thom Gicquel og Delphine Delrue i første runde af Spain Masters.

Danskerne var ellers seedet til at vinde den spanske turnering, mens det franske pars placering som nummer 48 i verden indikerer, at det burde have været en overkommelig opgave for danskerne.

Vi skal heller ikke mere end en uge tilbage for at finde danskernes seneste sejr over netop det franske par.

Ved EM for blandede hold i Danmark gav Mathias Christiansen og Christinna Pedersen franskmændene en vaskeægte øretæve med cifrene 21-9, 21-9.

Nederlaget tirsdag var samtidig bornholmerens og Christinna Pedersens fjerde i træk i første runde, hvis man ser bort fra EM for hold, hvor der blev spillet gruppespil, semifinaler og finale.

Det er selvsagt ikke den bedste optakt for Danmarks stærkeste mixeddouble, inden All England, som Mathias Christiansen selv betegner som en af årets vigtigste turneringer.

Sidste år nåede parret frem til til semifinalen i Birmingham, hvor All England i år spilles fra den 6. til den 10. marts.




Mest læste