Røde Kors havde et godt år på Bornholm
Arkivfoto

23. FEB 2019 • 16:13 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Røde Kors havde et godt år på Bornholm

For Røde Kors Bornholm blev 2018 et år med aktiviteter i stabil gænge, godt styret i de enkelte afdelinger. Igen i år kommer foreningen ud med et flot økonomisk resultat.

Det slog formanden, Bjarne Kristiansen, fast ved organisationens generalforsamling fornylig.

Han fortsatte blandt andet:

– Ud over aktiviteterne er der råderum til at støtte forskellige aktiviteter i forskellige projekter, både her i landet og uden for i kriseområderne. Læg dertil at vi sender en del penge videre til landskontoret, midler, der igen bliver brugt til at bedre forholdene for verdens udsatte.

– Vi hører ofte i medierne, at den samlede fattigdom i verden bliver mindre og mindre. Jeg skal ikke opfordre til en debat om, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er rigtigt i disse situationer. Det kan vi diskutere uden for Røde Kors – men ét er sikkert: Der er et stadigt behov for hjælp til udsatte mennesker rundt omkring i hele verden.

Ved landsindsamlingen blev indsamlingsresultatet flot på Bornholm, slog formanden fast.

– Igen er det tydeligt, at det er antallet af indsamlere, der gør forskellen. Jo flere ruter, jo flere penge. Tak til alle dem, der hjalp til i 2018, vi for brug for jer igen i 2019. Vi skal i gang allerede nu, så vi kan få et endnu flottere resultat i 2019. Som tidligere nævnt – der er brug for pengene, sagde han.

Røde Kors butikkens frivillige fik en del af det tøj, der ikke kunne bruges på asylcenteret, som jo er lukket. Sammen med det, der ellers bliver leveret til butikken, er der sorteret cirka 1.600 sække tøj, oplyse han, og citerede en af de frivillige, Sonja, for at sige:

– Det er ikke ren afslapning at være frivillig.

Og resultatet er ikke udeblevet, slog Bjarne Kristiansen fast:

– Omsætningen er øget med 20.000 kroner, som igen medførte et overskud på 150.000 kroner.

Mannequinopvisningen vender tilbage i år, fortalte han. Opvisningen er planlagt til den 21. marts.

– Patientstøtterne har ligeledes haft et godt år 2018. Jeg har selv oplevet at blive serviceret af afdelingens nye tiltag. I samarbejde med hospitalsledelsen kommer patientstøtterne med tilbud om en kop kaffe/te/saftevand og en småkage i venteområderne. En meget positiv oplevelse som jeg også har fået flere tilbagemeldinger om. Alle med et smil på læben. Den kontakt og den omsorg til patienter og pårørende er blevet meget positivt modtaget. Arbejdet med og på sengeafsnittene er også i gang og er ligeledes et arbejde der værdsættes, fortalte han.

Igen i 2018 udleverede lokalafdelingen vi julehjælp:

– Vi modtog i alt 117 ansøgninger. Deraf kunne vi uddele hjælp – i form af gavekort på 800 kroner til Coops butikker – til 106 ansøgere. En stigning på 15 procent i forhold til 2017. Desuden to gavekort til Kvindekrisecentret. Herudover uddelte vi 142 gavekort a 200 kroner til Fætter BR. En donation på 10.000 kroner fra Espersens Fond til julehjælpen, gjorde dette muligt. Tak for støtten, sagde formanden.

Videre oplyste han blandt andet, at medlemstallet er øget betragteligt på Bornholm.

Mest læste