Jens Skovgaard overlever igen dramaet i 3F og fortsætter som formand
Foto: Berit Hvassum

10. APR 2019 • 21:05 • AF MADS WESTERMANN / TOMMY KAAS

Jens Skovgaard overlever igen dramaet i 3F og fortsætter som formand

Jens Skovgaard er fortsat formand for 3F Bornholm.

På den tredje generalforsamling inden for fire måneder lykkedes det ikke fagforbundets utilfredse medlemmer at vælge en ny formand.

Den tidligere faglige sekretær Finn Pedersen stillede op til duel men tabte onsdagens afstemning i Aakirkeby-Hallerne.

289 stemte for Jens Skovgaard, mens 259 stemte for Finn Pedersen. Fire stemte blankt.

Byggegruppen, som har været tydelig i kritikken af Jens Skovgaard som formand, udvandrede efter afstemningsresultatet.

De, der blev tilbage, klappede.

Tre generalforsamlinger

I december forsøgte man med en ekstraordinær generalforsamling efter en underskriftsindsamling at mønstre nok medlemmer til at vælte Jens Skovgaard, men det lykkedes ikke.

På den ordinære generalforsamling i marts nedstemte et snævert flertal formanden og bestyrelsens beretninger.

Herefter blev der kaldt til en ekstraordinær generalforsamling, som altså fandt sted i Aakirkeby her til aften, men det lykkedes altså Jens Skovgaard at modstå presset, så han fortsætter som formand for 3F Bornholm.

Merete Koch blev efterfølgende genvalgt som næstformand uden modkandidater.


Foto: Berit Hvassum


Finn Pedersen kunne ikke fravriste Jens Skovgaard formandsposten. Foto: Berit Hvassum


SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

18. MAJ 2019 • 19:26
Ny legeplads indviet i Rønne

Mest læste