Straffespark kunne have givet NB det ene point
Arkivfoto

13. APR 2019 • 16:49SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

Straffespark kunne have givet NB det ene point

Et brændt straffespark kostede i sidste ende det ene point, da NB Bornholm tabte lørdagens hjemmekamp i Københavnsserien mod Tårnby FF med 1-2.

Tårnby FF-sejren var efter spil og chancer yderst fortjent, men med lidt held i sprøjten kunne NB Bornholm altså godt have hevet det ene point i land.

Det var således hjemmeholdet, der scorede kampens første mål, da Martin Andersen seks minutter efter pausen "papegøjede" bolden op i det fjerneste målhjørne med ydersiden af foden.

Et straffespark og et gult kort til hjemmeholdets Benjamin Exsteen vendte dog hurtigt kampen til gæsternes fordel. Inden "Benja" kom på banen igen, stod der 2-1 til Tårnby FF på måltavlen.

20 minutter før tid var så NB Bornholms tur til at få et straffespark, men Tårnby FF-målmanden kastede sig til den rigtige side og klarede Magnus Sonnes venstrebensspark fra 11 meter-pletten.

To gule kort mere til hjemmeholdet gjorde det ikke nemmere at tro på en udligning, og i slutminutterne var Tårnby FF flere gange tættere på 3-1, end NB Bornholm var på at få det ene point.

Mest læste