Opstartsvirksomhed får millioner til bekæmpelse af nedslidning
Precure vil blandt andet bekæmpe musearm. Arkivfoto

24. APR 2019 • 08:25 • AF MIE MØLBAK

Opstartsvirksomhed får millioner til bekæmpelse af nedslidning

Bornholmske Precure, hvis mål er at bekæmpe nedslidningsskader på arbejdspladserne ved brug af højteknologi, har modtaget støtte på næsten 2,7 millioner kroner fra Erhvervsstyrelsen.

Pengene skal bruges på udviklingen af virksomhedens næste produkt rettet mod nedslidningsskader i ryggen.

– Vi er meget glade og taknemlige for den støtte og opbakning, som vi har mødt på Bornholm og herunder af det daværende Vækstforum Bornholm. Vi er en opstartsvirksomhed inden for højteknologiske produkter, der kræver store summer at udvikle, siger Precures administrerende direktør, Finn Bech Andersen i en pressemeddelelse.

Støtten kommer fra Regionalfondsmidlerne, som Vækstforum Bornholm indstillede Precure til på sit sidste møde i december 2018. Erhvervsstyrelsen har nu fulgt indstillingen, og Precure har modtaget det skriftlige tilsagn.

Kunstig intelligens mod nedslidning

Precure vil nedbringe omfanget af nedslidningsskader ved at udvikle produkter, der registrerer brugernes muskelaktivitet og derefter elektronisk behandler disse data ved brug af kunstig intelligens.

Hvis den kunstige intelligens vurderer, at muskelaktiviteten er skadelig, så advares brugerne. I praksis er det fysiske produkt at sammenligne med støttebind eller tilsvarende med indbyggede sensorer. Dette er trådløst forbundet til endnu mere avanceret og kompleks databehandling på internettet og en app giver brugeren tilbagemeldingen, så denne kan ændre den skadelige adfærd.

Virksomhedens første produkt er rettet mod nedslidningsskader i albuen. Det er også det, der kendes som musearm eller tennisalbue. Produktet forventes at være på markedet i efteråret i år. Det næste produkt rettes mod nedslidningsskader i ryggen. Efter planen skal dette produktet være på markedet i første halvdel af 2021.

Op mod 40 nye arbejdspladser

Finn Bech Andersen forventer, at Precure frem mod 2025 skaber op mod 40 bornholmske arbejdspladser.

Precure har involveret bornholmske virksomheder og deres medarbejdere i udviklingen af virksomhedens første produkt.

– Det kræver meget store datamængder for, at vi kan lave de komplicerede algoritmer i den kunstige intelligens, siger Finn Bech Andersen i pressemeddelelsen.

Blandt mange andre virksomheder har Bornholms Regionskommune, Bornholms Lufthavn, Jensen, Danish Crown, Bornholms Energi og Forsyning samt Knudsker El deltaget.

– Vi håber, at vi kan bidrage til et egentligt bornholmsk udviklingsmiljø, hvor vi både kan indsamle data, afprøve produkter og naturligvis også afsætte vores færdige produkter. Her håber vi selvfølgelig, at de bornholmske virksomheder generelt er lige så interesserede som hidtil. Vi har i hvert fald allerede mærket en utrolig positiv modtagelse alle steder og en stor interesse for at nedbringe nedslidningsskader, siger Finn Bech Andersen fra Precure.

SENESTE NYHEDER

23. MAJ 2019 • 20:31 FOR ABONNENTER
Omsætningen fejler ikke noget i Klemensker
23. MAJ 2019 • 17:55 FOR ABONNENTER
Brugsen kom ud med sit første underskud i mange år

MEST LÆSTE BORNHOLM

23. MAJ 2019 • 05:47
Brasserie åbner i Rønne
23. MAJ 2019 • 11:08 FOR ABONNENTER

Ret til tidligere pension for visse faggrupper?

23. MAJ 2019 • 09:27 FOR ABONNENTER

Lea står ved forslag om at skære på friskolerne

Mest læste