Bornholm vil gå fri: S ændrer forslag om at skære på friskoler

23. MAJ 2019 • 20:54FOLKETINGSVALG 2019 • AF JAKOB MARSCHNER

Bornholm vil gå fri: S ændrer forslag om at skære på friskoler

Socialdemokratiet ændrer nu sit forslag om at sætte statstilskuddet til landets friskoler ned for i stedet at styrke folkeskolen. Det nye forslag indebærer, at fri- og privatskolerne på blandt andet Bornholm ikke længere er i fare.

I stedet foreslår Socialdemokratiet, at fri- og privatskoler i yderområder og i områder, hvor der ikke umiddelbart er en folkeskole i nærheden, skal gå fri af at få nedsat statens støtte pr. elev fra 76 procent til 71 procent af de udgifter, der bruges på en elev i folkeskolen.

– Vi ønsker at styrke folkeskolens økonomi ved at sænke koblingsprocenten (statstilskuddet, red.) til friskolerne. Men vi kan se, der ikke umiddelbart er flertal, og der er rejst en række bekymringer blandt andet fra friskoler i landdistrikter, siger fungerende politisk ordfører Mattias Tesfaye (S) torsdag aften til Ritzau.

Socialdemokratiet har ikke et konkret forslag til, hvad der skal defineres som yderkommuner. Partiet vil læne sig op af de definitioner, der tæller, når der årligt udbetales særlige tilskud til uddannelsesinstitutioner udenfor de større byer.

Venstre prioriterede fra valgkampens start sagen forholdsvis højt, og på Bornholm har spidskandidat Peter Juel-Jensen (V) fået specialfremstillet plakater med teksten "Bevar de frie skoler". Mattias Tesfaye afviser imidlertid, at der skulle være tale om stemmefiskeri, fordi emnet er blevet et af valgkampens varme.

– Vi fastholder, at der er behov for en prioritering, for folkeskolens økonomi er blevet undergravet. Det er et forsøg på at anvise, hvor vi kan mødes, så på den måde er det ikke stemmefiskeri, siger Mathias Tesfaye.

Det nye forslag er en klar forbedring, mener børneordfører Jacob Mark (SF), der samtidig gerne vil gå længere endnu.

– Man bør også differentiere ud fra, hvem der tager et socialt ansvar. Vi kan se, at nogle friskoler i yderområder vil bukke under, hvis man sænker deres koblingsprocent. Mens de store privatskoler i storbyerne, der ikke tager et ansvar, bør få mindre, siger han til Ritzau.

Venstre kalder i en skriftlig kommentar modsat Socialdemokratiets ændrede forslag "dybt utroværdigt".

– Jeg kan forstå, at Mette Frederiksen heller ikke her har fremlagt nogen konkret model for hvilke skoler, der kan regne med at få tilskuddet, og hvilke skoler der vil få nedsat tilskuddet, siger fungerende politisk ordfører Sophie Løhde (V).

– Det viser, at man ikke kan regne med, hvad man får med Mette Frederiksen, for hun ønsker ikke at give danskerne ærlige svar om sin politik, tilføjer hun.

19. SEP 2019 • 10:13 FOR ABONNENTER

Min mest personlige bog

19. SEP 2019 • 08:54

Hærværk på biler

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog