Kuhn og Kuhn hepper på Liverpool i aften
Hasse Kuhn ses her ude foran mange fodboldelskeres tempel, Liverpools Hjemmebane Anfield. Privatfoto.

1. JUN 2019 • 14:20SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Kuhn og Kuhn hepper på Liverpool i aften

I aften kulminerer en spændende, uforudsigelig og på mange måder vanvittig Champions League-sæson med finale på Wanda Metropolitano i Madrid, hvor Christian Eriksen og Tottenham skal op imod de to bornholmske fodboldbrødre Hasse og Allan Kuhns favoritklub, Liverpool.

Siden Hasse og Allan begyndte at spille fodbold i Rønne IK, har fodbolden bragt dem vidt omkring, først som spillere og siden som trænere. Men én klub i England har de aldrig forladt. Siden barnsben har brødrene støttet de røde fra Merseyside, og efter en flot sæson for deres helte mangler nu kun det prestigefyldte trofæ, som vil være kulminationen på Liverpools comeback til den helt store scene.

– Det har været en fantastisk sæson, men vi mangler stadig et trofæ for at fuldende den, og det skal komme mod Tottenham. Jeg glæder mig helt vildt, men det er selvfølgelig også sjovt, at Christian Eriksen står på den anden side, siger siger Allan Kuhn.

Storebror Hasse er ikke overraskende enig i den betragtning.

– Vi skal have et trofæ nu, og jeg er enig med Allan i, at vi er favoritter. Jeg vil vurdere, at chancerne er 60-40 i vores favør, supplerer han.

97 point var ikke nok

Men går man bare et par uger tilbage, til sidste spillerunde af Premier League, blev Liverpool vurderet som endnu større favorit. Det var dengang, brødrene Kuhn bedrøveligt måtte indse, at selv 97 point var for lidt til at slå Manchester City af tronen i England. Omvendt sluttede “The Reds’” ligaen 26 point foran Tottenham. Dengang var Liverpool flyvende, mens Spurs lignede et træt og nedslidt kollektiv.

– For 14 dage siden var vi storfavoritter. Men de sidste to uger har ikke været til Liverpools fordel. Historien har ofte vist, at de gange, hvor der har været pauser i vores program, har ”vi” virket lidt trætte, siger Hasse Kuhn.

Til gengæld mener han, at Tottenham har nydt godt af pausen.

– De har fået mulighed for at få skadede spillere som Harry Kane og Harry Winks tilbage i form, så de nu har alle mand til rådighed igen, siger Hasse Kuhn.

Champions League-turneringen har i denne sæson budt på stribevis af dramaer, vilde comebacks og usædvanlige bedrifter, og finalen ligner ingen undtagelse. I hvert fald står slutkampen for blot anden gang i mesterturneringens 63-årige historie mellem to engelske klubber, og de har begge bidraget med hver deres vanvittige comeback i semifinalerne.

Tottenham havde først tabt 1-0 hjemme og var siden bagud 2-0 i udekampen mod Ajax, inden det på et hattrick af brasilianeren Lucas Moura, fuldendt dybt inde i overtiden, lykkedes at vende alt på hovedet og vinde på reglen om flest udebanemål.

Liverpools comeback var lige så uvirkeligt. Efter nederlaget på 3-0 i Barcelona, vandt Liverpool returkampen med 4-0. En kamp, som Liverpool-fans formentlig aldrig nogen sinde vil glemme.

– Hvis jeg skal være ærlig, så troede jeg ikke på det inden kampen. Jeg var overbevist om, at Barcelona ville score i den kamp, og så ville det blive rigtig svært. Jeg har stadig svært ved at forstå, hvad der skete. Det var jo en helt vanvittig kamp. Siden har jeg jævnligt siddet og set videoer fra kampen, og hvis man som fan ikke får gåsehud af den kamp, så er der noget galt, mener Allan Kuhn.

Efter fortidens finalesejre i både pokalvindernes Europa Cup og UEFA Cup’en er Tottenham for første gang i en mesterholdsfinale, mens det er andet år i træk, at Liverpool står i finalen. For et år siden blev holdet fra Beatles-byen sat til vægs af Real Madrid, der vandt 3-1. Så nu mener fansene, at det er Liverpools tur til igen at overtage tronen i Europa.

– Jeg er sikker på, at det bliver en fed kamp. Selv om Liverpool har vist et højere niveau end Tottenham, så går der taktik i sådan en finale. Tottenham kommer til at spille afventende, når Liverpool har bolden. Men Tottenham har så meget fart oppe foran, så de bliver farlige på omstillingerne, siger Allan Kuhn.

Gammel kærlighed

Kuhn-brødrene blev som mange andre forelskede i Liverpool i klubbens storhedstid i 70’erne og 80’erne. Gammel kærlighed ruster ikke, og sæsonens resultater indikerer, at en ny storhedstid venter lige om hjørnet.

– Det er igen blevet rigtig sjovt at være Liverpool-fan, og det, som jeg er mest glad for, er, at klubben er tilbage i toppen af europæisk fodbold igen. De er tilbage på højeste niveau takket være købene af Virgil van Dijk og Alisson (målmand, red.), som virkelig har styrket holdet bagude, mens de tre forreste jo bare fortsætter på samme niveau som i sidste sæson. Men klubber bliver i sidste ende bedømt på trofæer, og det skal komme nu, fastslår Allan Kuhn

SENESTE NYHEDER

17. SEP 2019 • 11:57 FOR ABONNENTER
Vandværket er færdigt
17. SEP 2019 • 09:13 FOR ABONNENTER
Ny bestyrelse har sat gang i en redningsaktion
17. SEP 2019 • 07:19 FOR ABONNENTER
Første sæson gik over al forventning: Det var vanvittigt
17. SEP 2019 • 05:55
Nu går Pelle på pension
16. SEP 2019 • 20:13 FOR ABONNENTER
Der er sket en åbning for det alternative
16. SEP 2019 • 18:46 FOR ABONNENTER
Cirkus til fordel for soldaterfamilier

MEST LÆSTE SPORT

15. SEP 2019 • 19:58SPORT
BHS-Almeborg tager historisk sejr
16. SEP 2019 • 15:23 FOR ABONNENTER
Fodbolddommer efter 'ensidig' kritik: Hvad vil TV2 opnå?
15. SEP 2019 • 13:16 FOR ABONNENTER
I dag kører han sit sidste løb

Mest læste

15. SEP 2019 • 19:58SPORT

BHS-Almeborg tager historisk sejr

15. SEP 2019 • 13:16 FOR ABONNENTER

I dag kører han sit sidste løb

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point