RIK viste gode takter trods nederlag
Arkivfoto.

7. AUG 2019 • 19:18SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

RIK viste gode takter trods nederlag

De sorte trøjer var skiftet ud med røde, da RIK onsdag eftermiddag spillede den første kamp efter overtagelsen af Rønnes bedste fodboldhold.

Sommeren har budt på mange tilgange til RIK-truppen, som i pokalkampen mod danmarksserieklubben B1908 stod over for sæsonens første store test, inden Københavnsserien vender tilbage om ti dage.

Københavnerne blev i forrige sæson nummer tre i Danmarksserien, og niveauforskellen var til at få øje på onsdag aften på Rønne Stadion Nord, hvor hjemmeholdet måtte se sig slået 2-0.

Men RIK havde stor ære af kampen, og bornholmerne solgte sig selv dyrt. Kampens første 10 minutter var jævnbyrdige, men herefter begyndte gæsterne at overtage begivenhederne med flotte kombinationer og hurtigt spil frem ad banen.

RIK og specielt hjemvendte Marius Finsen og Mathias Ellebye lurede konstant på omstillinger. Efter en halv time var det netop sidstnævnte, som blev sendt afsted, men Ellebye måtte se sit forsøg reddet af Jakob S. Jensen i B1908-målet.

Mod slutningen af 1. halvleg blev gæsternes forsøg mere nærgående, og det var derfor helt fortjent, da Martin Kyster 10 minutter før pausen bragte B1908 foran efter flot opspil.

Efter pausen fortsatte gæsternes pres, og efter en times spil lukkede Mads Bukhave reelt kampen med scoringen til 2-0 til B1908, som kort før tid også tillod sig at brænde et straffespark.



Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet