Claus Larsen-Jensen genopstiller ikke

13. AUG 2019 • 07:23 • AF REDAKTIONEN

Claus Larsen-Jensen genopstiller ikke

Claus Larsen-Jensen genopstiller ikke til næste folketingsvalg. Det meddeler han i en pressemeddelelse.

- Jeg har netop meddelt Socialdemokratiet på Bornholm, at jeg ikke står til rådighed som Folketingskandidat ved det næste valg til Folketinget, oplyser Claus Larsen-Jensen, tidl. MF og MEP(S) og 1.suppleant til Folketinget.

- Da jeg op til forrige valg i 2015 stillede op, var det for at blive spidskandidat. Jeg tabte med 8 stemmer ved urafstemningen blandt medlemmerne, og Lea Wermelin blev spidskandidat. Jeg var herefter indstillet på ikke at stille op, men blev kraftigt opfordret til at stille op. Jeg fik fin opbakning og et stort antal stemmer, og blev 1.suppleant og var i Folketinget i knap 1/2 år, da Lea Wermelin var på barselsorlov, siger Claus Larsen-Jensen.

- Op til valget i 2019 var forudsætningerne andre end i 2015. Lea Wermelin var valgt. I medierne blev hun omtalt som sikker på genvalg. Fokus var på kampen mellem Peter Juul Jensen, MF(V) og Jess Persson, DF, p.g.a. at kun 89 stemmer skilte dem i 2015. Jeg troede på intet tidspunkt på, at DF ville have en chance ved dette valg. Forudsætningerne for at der kunne være plads til en valgkamp fra min side, var derfor ringe. Jeg genopstillede kun, fordi jeg blev opfordret til det, for at sikre Socialdemokratiet et godt valg. Valgkampaktiviteterne blev koncentreret i valgkampugerne, mens jeg passede mit arbejde i det halve års tid, hvor valgte Folketingsmedlemmer styrtede rundt, mens vi ventede på valget, siger Claus Larsen-Jensen.

- Valget til Europa-Parlamentet i maj gav Socialdemokratiet et resultat på Bornholm, som overført til et Folketingsvalg teoretisk set kunne give Socialdemokratiet begge bornholmske folketingsmedlemmer. TV2 Bornholms opinionsundersøgelse i starten af Folketingsvalgkampen pegede i samme retning, selvom der stadig manglede stemmer hertil. Det boostede min valgkamp. Men på intet tidspunkt troede jeg på, at et parti kan vinde begge mandater. Til gengæld skabte det samling om Lea Wermelin og Peter Juul Jensen, som nu kunne vinde stemmer på, at Socialdemokratiet ikke skulle have det andet mandat, siger Claus Larsen-Jensen.

- Derfor giver det ikke længere mening for mig at stille op. Jeg er stadig 1.suppleant til Folketinget, og indstillet på at påtage mig den opgave, hvis det bliver aktuelt, men det vil ikke ændre min beslutning om ikke at genopstille, siger Claus Larsen-Jensen.

- Socialdemokratiet Bornholm skal derfor finde ny Folketingskandidat i forbindelse med generalforsamling i foråret 2020.

- Jeg vil i stedet koncentrere mig om landsdækkende og internationale arbejdsopgaver og tillidshverv. Jeg er arbejdende bestyrelsesformand i FIC, Forum for International Cooperation. Jeg er bestyrelsesmedlem i den europæiske organisation SOLIDAR, formand for International Cooperation Forum, hvor en global organisationsstruktur for udviklingsbistand er en af opgaverne. Og jeg er netop opfordret til at stille op til Eksekutiv Komiteen i den internationale folkeoplysnings- og uddannelsesorganisation IFWEA ved deres kongres i Cape Town i Sydafrika til december 2019.

- Jeg har iøvrigt stadig renoveringsopgaver på Pedersker Præstegård, som jeg gerne vil have mere tid til. Og et par bogprojekter står også på prioriteringslisten.

- Alting har sin tid og ens indsats skal give mening. Nu er det tid til at prioritere, slutter Claus Larsen-Jensen.

18. AUG 2019 • 17:16 FOR ABONNENTER

Bornholmsk rejsesjak bygger luksusvillaer i Nordsjælland

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen

Mest læste

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen