Cykelholdet BHS-Almeborg Bornholm skifter navn
Foto: Kasper Rasmussen

24. AUG 2019 • 09:50SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Cykelholdet BHS-Almeborg Bornholm skifter navn

BHS-Almeborg Bornholm er i gang med sin sidste sæson under det navn.

I det nye år kommer holdet til at hedde BHS-PL Beton Bornholm.

Det meddeler holdet lørdag under PostNord Danmark Rundt, som slutter søndag på Frederiksberg.

PL Beton overtager navnet fra Ole Almeborg, og dermed fortsætter det bornholmske erhvervsliv med at bakke op om cykelholdet. Det glæder holdets sportsdirektør, Christian Juul Andreasen.

Han er dybt taknemmelig over den støtte, holdet oplever på Bornholm.

- Vi har utrolig meget at takke Almeborg for på vores cykelhold. Vi havde aldrig været på dette niveau i dag, hvis det ikke havde været for familien-Almeborg. Det var deres entusiasme, som kick-startede vores projekt om at gå fra et DCU-hold til et kontinentalhold, udtaler Christian Juul Andreasen i en pressemeddelelse.

Da Ole Almeborg tidligere på året meddelte, at virksomheden ønskede, at trappe ned for sponsoratet, gik holdet i gang med at undersøge mulighederne for at finde en ny partner, og det lykkedes med PL Beton.

- Jeg er enormt glad for, at vi kan fortsætte det, vi har bygget op de sidste fem år, og vi glæder os til at fortsætte vores gode samarbejde med PL Beton, som allerede har været en stor og trofast støtte for holdet i en årrække. Fra næste sæson trapper de yderligere op, og bliver altså en del at holdets navn, fortæller Christian Juul Andreasen.

John Holm, direktør og medejer af PL Beton, udtaler om det kommende samarbejde.

- Vi synes, at folkene på og omkring holdet gør et rigtig godt stykke arbejde. Det er nogle hårdtarbejdende mennesker, som virkelig sætter Bornholm på landkortet. Og så glæder vi os til at få gjort endnu mere opmærksom på vores virksomhed, som de sidste par år har været i en positiv vækst og er i rivende udvikling, siger John Holm og uddyber.

- Vi skulle ikke bruge lang tid på at overveje at gå med i navnet på et så spændende cykelhold, da muligheden opstod.

BHS Logistics fortsætter deres engagement i holdet, og vil fortsat være at finde i holdets navn.

- Det er super god markedsføring af Bornholm, det er god markedsføring for vores virksomhed, og så holder vi meget af cykelsport, så vi ser meget frem til også at være med i 2020 sæsonen, fortæller Morten Studsgaard fra BHS Logistics, som har været sponsor for holdet de sidste seks år.

Under det nuværende navn BHS-Almeborg har holdet igen i år opnået stor succes ved PostNord Danmark Rundt, hvor holdets rytter Martin Toft Madsen vandt enkeltstarten i Grindsted.

Etapeløbet slutter søndag på Frederiksberg.



Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog