Politikere er kritiske: Hospitalets akutmodtagelse blev væltet af turister

12. SEP 2019 • 09:01 • AF JAKOB MARSCHNER

Politikere er kritiske: Hospitalets akutmodtagelse blev væltet af turister

Ventetiden på Bornholms Hospitals akutafdeling har denne sommer været "helt utilfredsstillende og uacceptabelt lang". Det budskab har Bornholms to medlemmer af regionsrådet hørt mange gange i højsæsonen, hvor turisterne væltede Bornholm.

Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) har nu taget sagen op ved at stille spørgsmål til Region Hovedstaden.

– Situationen beskrives fra flere blandt andet med udsagn som "Det er som om, at der ikke er nogen kompetent læge til at ekspedere en videre". Andre fortæller, at de har siddet mere end fire timer og ventet på en læge, der kunne beslutte, hvad der videre skulle ske, videregiver de to regionspolitikere.

– En fortæller, at han sågar har siddet en hel nat og ventet pga en håndskade. Nogle beskriver også, at de mener, at deres pårørende unødigt er blevet indlagt, "fordi der tilsyneladende ikke var nogen til at tage stilling til det videre forløb i akutafdelingen", fortsætter Leila Lindén og Carsten Scheibye.

– Vi er blevet og bliver stadig (så sent som i går) konfronteret med mange lignende beskrivelser fra sommeren, fortæller de også.

Situationen får dernæst Leila Lindén og Carsten Scheibye til at stille en række spørgsmål:

"Hvordan er akutafdelingen/akutmodtagelsen på Bornholms Hospital bemandet med speciallæger?".

"Tages der på akutmodtagelsen højde for de mange - og tiltagende endnu flere - turister i sommerperioden?".

"Hvis ja - er der speciallæger i front?".

"Hvad gøres der i det hele taget for at sikre en kortere ventetid i akutmodtagelsen på Bornholm i turistsæsonen?".

Endelig oplyser Leila Lindén og Carsten Scheibye, at Bornholms Hospital ifølge deres oplysninger har sendt et notat til regionen om en bedre speciallægedækning på akutmodtagelsen.

– Hvad er status på dette notat? Sker der noget i denne sag? spørger de endelig.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet