Rotter inviterer til fællesspisning hos fru Kofoed
Arkivfoto

14. SEP 2019 • 21:17 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Rotter inviterer til fællesspisning hos fru Kofoed

Anmeldelser af rotter har over en årrække været stigende på Bornholm, men de sidste to varme somre har nu fået det vendt.

Det oplyser miljøingeniør Mikkel Tønnesen i en pressemeddelelse, som også fortæller, at det stadig er nødvendigt at gøre en indsats for at komme rotterne til livs – godt vejr alene er ikke nok.

Mange steder på øen har rotterne haft optimale forhold i forhold til vand, foder og ly, og derfor går Center for Natur, Miljø og Fritid nu ud med fire informations-animationer, som med glimt i øjet skal minde om, hvordan bornholmerne kollektivt gør det svært for rotterne at formere sig.

Hvis Bornholms Regionskommunes indsats mod rotterne skal være effektiv er der brug for bornholmernes hjælp, noterer miljøingeniøren:

– For det er jo os alle, der færdes ude på matriklerne og i naturen, som i fælles skab skal gør en indsats mod rotterne. Derfor vil vi gerne give et par grundregler, der kan være med til at begrænse de optimale forhold for rotterne.

I fire animationer sætter tegneserierotter hen over årets sæsoner således selv ord på, hvad der for dem er optimale forhold sæson for sæson.

– På den måde håber vi, at alle bornholmere med et smil på læben for eksempel lige nu husker at få ryddet omkring bygningerne, fjernet nedfaldsfrugt, renset tagrende og begrænser fodring af havens fugle, skriver Mikkel Tønnesen.

Den tredje animationsfilm, Bornholms Regionskommune sender ud, handler om, at rotterne inviterer til fællesspisning hos fru Kofoed. Der vil være en stor buffet af nedfaldsfrugt, andet spiseligt affald samt regnvand på fad.

Animationsfilmens budskab er altså, at vi alle er nødt til at tænke over, hvordan vi forebygger og begrænser rotternes muligheder for at finde noget spiseligt omkring bygningerne.

– Vi har alle ting, der kan gøres noget ved, og det håber vi, bornholmerne vil være med til. Står vi sammen, vil rotterne få det svært, og rottebestanden vil falde, lover pressemeddelelsen.

Mest læste