VM-klar: Cort og co. skal præge hård VM-rute
Foto: Kasper Rasmussen

16. SEP 2019 • 07:13SPORT • AF RITZAU

VM-klar: Cort og co. skal præge hård VM-rute

Danmark har udtaget otte cykelryttere – heriblandt den 26-årige bornholmer Magnus Cort – til VM i linjeløb, og de skal være med til at præge løbet, der afvikles 29. september.

Det fortæller landstræner Anders Lund i en pressemeddelelse.

– Holdet er meget stærkt med et højt topniveau og stor bredde, så jeg forventer, at vi selv skaber vores cykelløb et godt stykke hen ad vejen.

– Ruten er hård, men mere på grund af det tekniske element end på grund af højdemeterne, hvilket passer vores hold godt, siger Anders Lund.

De otte ryttere er: Jakob Fuglsang (Astana), Magnus Cort (Astana), Michael Mørkøv (Quick-Step), Kasper Asgreen (Quick-Step), Michael Valgren (Dimension Data), Mads Pedersen (Trek), Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), Casper Pedersen (Sunweb).

– Vi har rytterne til at være med i løbets vigtigste momenter, og vi skal som hold udnytte, at vi har så mange kort at spille, fastslår landstræneren.

Toft skal køre enkeltstarten

Til herrernes enkeltstart er der fundet plads til EM-sølvvinder Kasper Asgreen og tempospecialisten Martin Toft Madsen fra BHS-Almeborg – og målet er en placering i top-10.

– Asgreen har vist, at han som den første danske eliteherre kan køre med om mesterskabsmedaljer, men det er en respektindgydende startliste, så vi skal have realistiske forventninger.

– Toft har haft et par ærgerlige styrt inden for den seneste måned, men vi satser på, at han bliver helt klar, fortæller Anders Lund.

Lisson med i ny opfindelse

Sammen med kvindelandstræner Tayeb Braikia har Anders Lund sat holdet til den nye VM-opfindelse, holdtidskørslen ”mixed relay”, der er et stafetløb, hvor hold bestående af tre kvinder afløser et hold bestående af tre herrer. Her kører både Martin Toft og Christoffer Lisson fra BHS-Almeborg.

– Det er et spændende tiltag, og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer for den her disciplin.

– Det er meget svært at vide, hvor vi befinder os, fordi vi ikke har nogen historik, men jeg mener, at de danske kvinder har niveau til at køre tæt på de bedste kvindehold, siger Tayeb Braikia.

Det danske hold består af følgende ryttere: Pernille Mathisen (Sunweb), Julie Leth, Emma Norsgaard (begge Bigla), Martin Toft Madsen, Christoffer Lisson (begge BHS-Almeborg Bornholm), Julius Johansen (ColoQuick).

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet