Utilfredse passagerer i højsæsonen udløser ny bøde til Molslinjen

16. SEP 2019 • 12:55 • AF TOMMY KAAS OG JAKOB MARSCHNER

Utilfredse passagerer i højsæsonen udløser ny bøde til Molslinjen

Passagererne til og fra Bornholm har oplevet utilfredshed med visse dele af Molslinjens færgebetjening af øen. Som konsekvens heraf skal selskabet nu betale en bod til ministeriet.

Sådan lyder det fra Transportministeriet.

Kundetilfredshedsmålingen er udført i højsæsonen 2019, og på den baggrund tildeles Molslinjen en bøde på 101.291 kroner. Det er tredje gang, at ministeriet tildeler bod til rederiet, efter at Molslinjen overtog færgebetjeningen af Bornholm for et år siden.

– Vi skal have fokus på passagerernes rejseoplevelse. Det er vigtigt, at kunderne er tilfredse med sejladsen på Bornholm, og derfor mener jeg også, at vi skal handle kontant, når vi i den seneste måling kan konstatere, at passagererne er utilfredse med visse dele af færgebetjeningen, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Undersøgelsen bygger på svar fra 7.500 passagerer, der i juli rejste fra Rønne til enten Ystad eller Køge. De udgør 11,5 procent af de i alt 57.590 passagerer, der fik tilsendt et spørgeskema. Deltagerne blev bedt om at beskrive deres grad af tilfredshed på en skala fra 1 til 5.

På ruten til Ystad scorer Molslinjen i den nye måling en smule dårligere, end rederiet gjorde i målingen i starten af året. Modsat er passagererne til og fra Køge blevet en smule mere tilfredse, end de var i den foregående måling.

Ystad-passagererne giver i gennemsnit Molslinjen karakteren 3,5 for turen som helhed. Det er 0,1 point bedre end ved målingen i starten af året. Omvendt er Molslinjen faldet 0,1 eller 0,2 point på både personlig betjening, rengøring og vedligeholdelse samt information og billetkøb.

Godt 57 procent af deltagerne erklærede sig tilfredse eller meget tilfredse med deres overfart til enten Ystad eller Køge. Lige under 23 procent var utilfredse eller meget utilfredse.

87,4 procent af deltagerne har oplyst, at de tog til eller fra Bornholm, fordi de var på vej til eller fra en ferie- eller fritidsrejse. Knapt 42 procent af deltagerne oplyste, at de kun rejser til eller fra Bornholm en eller to gange om året.

At færgen ligger roligt i vandet ved bølgegang er ikke blandt de fire muligheder, som Analyse Danmark har givet, når det handler om, hvad der er særligt vigtigt for deltagerne, når de rejser til og fra Bornholm.

74 procent fortæller, at det er særligt vigtigt, at færgen afgår og ankommer til tiden. At prisen er lav er særlig vigtigt for 63 procent, mens 54 procent går særligt op i, at det er nemt at købe billet. At færgen er ren og pæn bliver nævnt som særlig vigtigt af 51 procent af deltagerne.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet