Bornholm søger 60 millioner fra pulje til vanskeligt stillede kommuner
Social- og indenrigsminister Astrid Krag. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

20. SEP 2019 • 11:20 • AF JAKOB MARSCHNER

Bornholm søger 60 millioner fra pulje til vanskeligt stillede kommuner

Bornholms Regionskommune søger 60 millioner kroner fra Social- og Indenrigsministeriets pulje til vanskeligt stillede kommuner. Puljen er på i alt 350 millioner.

Det oplyser borgmester Winni Grosbøll (S), efter at hun fredag formiddag har holdt møde med social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

De 60 millioner kroner er det beløb, som regionskommunen står til at miste på, at Frederiksberg og Gentofte kommuner får del i den pulje penge, som kommuner med faldende befolkninger bliver kompenseret med. Puljen er ellers forbeholdt yderkommuner, men Astrid Krag bekræftede ifølge Winni Grosbøll fredag, at det står ved magt, at Frederiksberg og Gentofte næste år skal have penge fra puljen.

Bortset fra puljen til vanskeligt stillede kommuner åbnede Astrid Krag ifølge Winni Grosbøll ikke for andre måder at kompensere Bornholm på. Dermed kommer der ikke noget særligt tilskud, som kommunalbestyrelsen kan bruge til at hente nogle af de 60 millioner kroner, som politikerne i øjeblikket står til at skulle finde på næste års budget.

Kompensation blev nævnt men ikke lovet

Bortset fra det er Winni Grosbøll godt tilfreds med mødet med social- og indenrigsministeren.

– Vi havde et rigtig fint møde, hvor jeg fremlagde situationen: At vi har udarbejdet et sparekatalog på 80 millioner kroner og står til at skulle hente 60 millioner, og at det giver nogle store udfordringer at være i et overgangsår mellem en udligningsordning, der er brudt sammen og en udligningsreform, der først er planlagt til næste forår, siger hun.

– Her talte jeg med ministeren om, hvordan vi kan undgå at smadre den positive udvikling fra de sidste 5-6 år. Vi har for eksempel gjort et stort stykke forebyggende arbejde for børn og unge, og for første gang i mange år ser vi nu faktisk ud til at have mindre udgifter på det område. Det kunne godt tyde på, at investeringen virker.

– Vi talte også om, at Københavns Kommune fik en særordning med en kompensation, da de for nogle år siden kom i klemme med 500-600 millioner kroner i en situation, der minder om vores situation nu, siger Winni Grosbøll.

Lovede Astrid Krag noget i den henseende?

– Nej, hun lovede ikke noget.

Samtidig står det også klart, at Bornholm og landets andre kommuner først på tirsdag vil vide, hvad kommunernes indbyrdes udligning kommer til at betyde for hver af kommunernes økonomi næste år. Udligningen skulle efter planen have ligget klar i dag, men tallene er blevet udskudt.

Det rykker også kommunernes frist for at søge penge fra puljen for vanskeligt stillede kommuner, som Bornholm altså søger 60 millioner kroner fra. Fristen bliver nu først den 27. september, og det kan i sidste ende betyde, at næste års bornholmske kommunebudget også bliver et antal dage forsinket.

Mest læste