Allinge Byggemarked overtager Western Smedjen
Eget foto

20. SEP 2019 • 15:50 • AF ANNETTE TIMMERMANN

Allinge Byggemarked overtager Western Smedjen

Allinge Byggemarked oplyser, at virksomheden har overtaget resten af den bornholmske virksomhed Western Smedjen af Lars Sonne, som har ejet butikken i mere end 20 år.

I foråret solgte Lars Sonne Western Smedjens have-, skov- og parkafdelingen fra.

Direktør i Allinge Byggemarked Stefan Thunberg siger ifølge en pressemeddelelse:

– Lars er meget optaget af, at virksomheden skulle forblive på bornholmske hænder, og Western Smedjens sortiment af ståltagplader er helt i tråd med Allinge Byggemarkeds nuværende sortiment. Så vi er klar til at servicere alle bornholmere, der tidligere købte deres ståltagplader hos ham.

Stefan Thunberg fortæller, at Western Smedjens kunder igen vil kunne købe både Anna Panna og trapetzprofiler samt et stort udvalg i tilbehør.

Ydermere vil kunderne også stadig kunne ringe på det nummer, de har været vant til, slutter Stefan Thunberg.

Den formelle overdragelse af virksomheden fandt sted onsdag.

Mest læste