Verdensmester gemte berømte pandekager til forsinket Cort
Arkivfoto

3. OKT 2019 • 09:13SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Verdensmester gemte berømte pandekager til forsinket Cort

Onsdag blev den nykårede danske verdensmester Mads Pedersen fejret på Københavns Rådhus, og i den anledning serverede overborgmester Frank Jensen de berømte rådhuspandekager.

Magnus Cort var en af de syv danske holdkammerater, der hjalp Pedersen frem til den historiske sejr, og han var klar til at deltage i fejringen.

Men bornholmeren fik problemer med togtrafikken og troede faktisk ikke, at han ville nå frem.

Da Magnus Cort indså, at togtrafikken ville give problemer, søgte han derfor hjælp på det sociale medie Twitter. Her eftersøgte han et lift, så han kunne komme frem i tide.

Det lykkedes dog ikke, og Cort strandede i første omgang i Horsens.

Ville være med til fejringen

Magnus Cort fik først at vide tirsdag, at han var inviteret til fejringen. Han købte derfor en flybillet til Danmark med destinationen Billund Lufthavn, hvor han ankom tirsdag og overnattede hos sin gamle holdkammerat Michael Carbel for at være i god tid.

– Jeg var på vej til Andorra og for at holde noget ferie, men planlagde så en rejse til Danmark for at nå fejringen. Det ville betyde meget, for jeg er taget til Danmark kun på grund af det, så det var rigtig irriterende, siger Magnus Cort til Tv2 Sport.

Men bornholmeren nåede alligevel frem en time forsinket og lettere forpustet, og det glædede verdensmester Mads Pedersen.

– Der blev gemt lidt til Magnus. Han kommer fra Girona for at være med her og var ved at miste pandekagerne. Det er godt, at han nåede det, sagde Mads Pedersen til Ekstra Bladet.


Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet