Heldigvis smed han den ikke over bord
Eget foto

11. OKT 2019 • 21:29 • AF REDAKTIONEN

Heldigvis smed han den ikke over bord

Fisker Peter Jensen fik først på sommeren en uventet genstand med i sit trawl.

Genstanden ikke smidt over bord, men bragt med i havn og efterfølgende afleveret på NaturBornholm. Og heldigvis for det, lyder det fra attraktionen i Aakirkeby.

For det viste sig – som tidligere omtalt i Bornholms Tidende – at det var et stykke af kraniet fra en urokse, dervar blevet fisket op af havet ud for den bornholmske kyst.

Kranieknoglen er nu udstillet og kan ses på NaturBornholm.

– Uroksen er en nu uddød okseart. Den indvandrede til Danmark efter sidste istid for 10.000 år siden. Der er omring 100 fund af knogler fra urokser og i flere tilfælde også fund af hele skeletter. På Bornholm har man hidtil kun et enkelt lidt tvivlsomt fund en tand samlet op på stranden ved Dueodde. Med det ny fund af den knapt 40 cm lange hornstejle, kan vi med sikkerhed sige, at uroksen også har været en del af faunaen på Bornholm, forklarer NaturBornholm.

– Uroksen var udbredt i Danmark langt op i oldtiden. I jægerstenalderen var den et yndet jagtbytte. Der er fundet pilespidser af flint i flere urokse-skeletter. Der er i alt omkring hundrede forskellige danske fund af urokser. Allerede i løbet af oldtiden, hvor mennesket satte mere og mere præg på landskabet, svandt bestanden af urokser. Først fra Sjælland og Fyn og sidst fra Jylland, hvor de sidste danske urokser forsvandt for 3000 år siden.

Uroksen levede fortsat i de Centraleuropæiske skovområder indtil 1627, hvor den sidste urokse blev dræbt.

– Men sporene efter uroksen forsvandt ikke helt. I løbet af bondestenalderen blev nogle de vilde urokser tæmmet og efterhånden domesticeret til husdyr. I dag regnes uroksen for at være stamform for alle de nulevende racer af tamkvæg.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet