Christiansø har sendt sin ansøgning
Foto: Torben Østergaard Møller

12. OKT 2019 • 21:56 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Christiansø har sendt sin ansøgning

På den sidste dag i september modtog Friluftsrådet en vigtig ansøgning fra Christiansø Administration. Nemlig den ansøgning, som forhåbentlig vil ændre pilotnaturpark Christiansø over i en ”rigtig” naturpark.

Det fortæller naturvejleder og turismekoordinator Hans Ole Matthiesen i en pressemeddelelse.

Ideen med pilotnaturparken – som igangsatte processen hen imod en egentlig ansøgning – har sit udspring i 2014, men lå herefter stille i en lang årrække. Fornyede møder mellem Friluftsrådet og øens administration i efteråret 2018 og igen i 2019 satte turbo på planerne, som nu afventer en godkendelse.

– Vi satser hårdt på, at vores ansøgning går igennem, og at vi fra 2020 bliver en egentlig naturpark, siger Jens Peter Koefoed, som er administrator på øgruppen, i pressemeddelelsen.

– Med titlen følger en række forpligtigelser, men vi bliver en del af et samlet netværk af naturparker og får dermed også mulighed for at skabe en række nye tiltag.

For at blive naturpark kræver det, at en række forhold er opfyldt. Naturparken skal bestå af mindst 50 procent beskyttet natur, hvilket jo ikke er et problem på Ertholmene: Der er alt nemlig beskyttet, også alt det, der ligger under havets overflade. De 38 ha., der stikker op af vandet, suppleres nemlig af de beskyttede rev og skær, som samlet set udgør naturparken 1256 ha. stor.

Naturparken skal endvidere have en naturvejleder tilknyttet, og på øerne har man faktisk to: Både Hans Ole Matthiesen og på sigt Louise Pescettini, som er startet på naturvejlederuddannelsen i januar 2019.

Ansøgningen skal nu vurderes af Nationalkomiteen bag naturparkerne.

– Forhåbentlig er der en afklaring på ansøgningen inden jul, noterer Hans Ole Matthiesen.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet