Tre dømt for knivstik - en skal udvises af Danmark
Foto: Berit Hvassum

15. OKT 2019 • 14:34 • AF MADS WESTERMANN

Tre dømt for knivstik - en skal udvises af Danmark

Alle de tre mænd, som Politiet tiltalte for at stå bag knivdramaet på Lille Torv i Rønne i den 30. juli i år, blev tirsdag eftermiddag kendt skyldige i Retten i Rønne

To af de tiltalte, Lucas Philipp Maximillian Savel, og Mohammed Kadham Al-Sayigh blev idømt to års ubetinget fængsel, mens den tredje gerningsmand, Martin Lundal Kocman blev idømt et år og tre måneders fængsel.

Mohammed Kadham Al-Sayigh blev endvidere dømt til udvisning af Danmark med et efterfølgende indrejseforbud på 12 år.

Retsformanden Dennis H. K. Jacobsen og de to domsmænd nåede i deres votering ikke til enighed om skyldsspørgsmålet. Således mente en af de tre dommere, at det ikke var bevist, at overfaldet på beboeren i lejligheden på Lille Torv var sket efter forudgående aftale. Det mente de to andre dommere imidlertid.

I vurderingen af skyldsspørgsmålet lagde dommerne vægt på, at de tre dømte var ankommet til og havde forladt ofrets lejlighed i samlet flok, og at de kun havde opholdt sig i lejligheden i mindre end tre minutter. Der blev desuden lagt vægt på den forklaring som lejlighedens 31-årige beboer havde afgivet i retten, og til Politiet.

I vurderingen af strafudmålingen blev der lagt vægt på de alvorlige skader, ofret var blevet påført, at Mohammed Kadham Al-Sayigh og Lucas Philipp Maximillian Savel ifølge den forurettedes forklaring havde haft en aktiv rolle i overfaldet, samt at Martin Lundal Kocman tilsyneladende havde haft en mindre aktiv rolle.

Der blev desuden lagt vægt på, at Savel og Kocman har adskillige tidligere domme for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Alle de tre dømte udbad sig betænkningstid om de vil anke dommen, men modsatte sig ikke fortsat varetægtsfængsling.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet