Boligsiden: Husene bliver solgt 200 dage hurtigere end i 2015
Foto: Berit Hvassum

16. OKT 2019 • 10:27 • AF TOMMY KAAS

Boligsiden: Husene bliver solgt 200 dage hurtigere end i 2015

Den gennemsnitlige salgstid for villaer og rækkehuse er faldet med 67 procent i løbet af de seneste fem år. Det viser nye tal fra Boligsiden.

Der er tale om en absolut mærkbar ændring, forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– På Bornholm taler vi om en reduceret salgstid på næsten 200 dage i løbet af de seneste fem år, siger hun til Boligsiden.dk.

Dermed er Bornholm med i toppen af listen over de hurtigst sælgende områder i Danmark og lægger sig lige i hælene på København By og Københavns Omegn med en forskel på henholdsvis én og tre dage, forklarer Boligsiden.

Årsagen til den store ændring skal findes i blandt andet stigende boligpriser, et dalende udbud samt et højt niveau i udgangspunktet, mener Birgit Daetz.

– Den gennemsnitlige salgstid på Bornholm i september 2015 var 293 dage, hvilket på det tidspunkt var det højeste niveau ud af de 11 landsdele. Udgangspunktet var med andre ord en væsentlig længere salgstid, som det har været lettere at skabe en mærkbar, positiv forandring i sammenlignet med eksempelvis København By, der i september 2015 havde en gennemsnitlig salgstid på 75 dage, siger hun.

– Samtidig kan vi også se, at salgspriserne på Bornholm i samme periode er steget med mere end 2.000 kroner per kvadratmeter, og der er ligeledes kommet væsentlig færre huse i udbud. Det bidrager selvfølgelig til at øge efterspørgslen på markedet. Og måske har flere danskere også fået øjnene op for Bornholm i takt med de seneste års store fokus på Folkemødet, siger Birgit Daetz.

Den gennemsnitlige salgstid for villaer og rækkehuse er faldet fra 293 dage i 2015 til 97 dage i 2019.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet