12. FEB 2019 • 10:01ERHVERV/POLITIK

Regioner om sprogkrav til læger: Minister kaster aben videre

Danske Regioner undrer sig over, at minister præciserer regioners ansvar for lægernes sprogkundskaber.

Hvis sundhedsministeren ikke vil tage ansvar, skal regionerne nok sørge for, at udenlandske læger på danske sygehuse er gode nok til at tale og skrive dansk.



Det siger Ulla Astman (S), næstformand i Danske Regioner. Hun undrer sig over, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har behov for at præcisere regionerne ansvar for lægers sprogkundskaber.

- Ministerens egen styrelse, nemlig Styrelsen for Patientsikkerhed, kan sagtens stille større nationale krav til udenlandske læger både i forhold til deres sprog og til deres faglighed, siger hun.



- Så det undrer mig, at hun har behov for at præcisere den del.



Ellen Trane Nørby har sendt et lovforslag i høring, der præciserer, at det er regionernes ansvar, at lægerne kan tale dansk.



Det kommer, efter at Lægeforeningen har opfordret til sprogkrav for læger, der kommer fra EU-lande, så de ligestilles med andre lande.

- Vi er meget lydhøre. Vi tager vores opgave meget alvorligt, og det er en ledelsesopgave på vores hospitaler at sikre, at lægerne kan sproget og kan tale med patienterne, siger Ulla Astman.



- Men ministeren kan sådan set gøre noget ved det den dag i morgen. Det er et spørgsmål om, at Styrelsen for Patientsikkerhed stiller nogle større krav. Det kan ministeren få lavet den dag, hun vil, i stedet for at kaste aben videre.



At der kan opstå sprogproblemer mellem patienter og udenlandske læger fremgik af et indslag i tv-magasinet 21 Søndag søndag aften.



I en årrække har mange især mindre sygehuse hentet udenlandske læger til Danmark på grund af lægemanglen.

- Der må ikke være nogen tvivl om, at udenlandske læger skal kunne dansk. Patienter skal kunne forstå deres læge, lægen skal kunne forstå patienten, og lægen skal kunne kommunikere forståeligt med sine kolleger, siger sundhedsministeren i en pressemeddelelse udsendt mandag aften.



Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen arbejder der omkring 2200 udenlandske læger i Danmark. Og godt 1200 af dem kommer fra lande i EU.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

18. FEB 2019 • 15:51 FOR ABONNENTER

Willa Willakulla er åbnet med to nye forretninger

18. FEB 2019 • 15:03 FOR ABONNENTER

Mandagens leder: Stemte du også på Bjarke?

18. FEB 2019 • 14:53 FOR ABONNENTER

Kadeau håber på Michelin-anerkendelse af konkurrenterne

Mest læste