17. APR 2019 • 13:21ERHVERV/POLITIK

Nordamerikansk chips-trang løfter Pepsico-regnskab

Pepsico har fra starten af 2019 solgt flere chips-produkter, og det løfter selskabets bundlinje.

Nordamerikanske kunders trang til chips og dip er den bærende årsag til, at Pepsico i årets første tre måneder har øget sin omsætning og sit driftsoverskud i forhold til slutningen af sidste år.

Pepsico-koncernen råder over en række brands, herunder sodavanderne Pepsi, 7up og Mountain Dew samt chipsmærkerne Lays og Doritos.



Derudover har koncernen mærket Quaker, der laver forskellige morgenmadsprodukter.

Forretningens omsætning på over 85 milliarder kroner kommer hovedsagelig fra salget af sodavand og chips i Nordamerika.



Men det er chipsene, der skaber den sprødeste stemning i direktionen. Salget af chips og dertil hørende dyppelse er i starten af 2019 fortsat Pepsicos bedste forretningsben.

Alene i årets første tre måneder har Pepsico solgt for omkring 25 milliarder kroner af chips og dip. Og salget står for 7,65 milliarder ud af et driftsoverskud på 13,26 milliarder kroner.

Når alle selskabets regninger i form af pensioner, sundhedsforsikringer renteudgifter og skatter er betalt, har Pepsico tjent 9,3 milliarder kroner i første kvartal af 2019.

- Med vores stærke start på året og gode momentum inden for vores nøgleprioriteter, er vi stadig sikre på, at vi opnår vores finansielle mål for 2019, som vi meldte ud tidligere på året, siger direktør Ramon Laguarta i forbindelse med regnskabet.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste