24. JUN 2019 • 15:42ERHVERV/POLITIK

Falck betaler 152,5 millioner i erstatning efter tabt sag

Det hollandske selskab Bios, Region Syddanmark og flere hundrede kreditorer får kompensation af Falck.

Falck har indgået forlig med det hollandske ambulanceselskab Bios i en sag, hvor selskabet har misbrugt sin position til at presse konkurrenten ud i en konkurs.



Samlet løber kompensationen op i 152,5 millioner kroner. Forliget er indgået med Region Syddanmark, Bios hollandske ejer og konkursboet efter Bios i Danmark.



Forliget betyder, at omkring 500 kreditorer efter Bios konkurs kan få penge igen, oplyser Falck.



Sagen strækker sig tilbage til 2014-2015, hvor Bios overtog ambulancedriften i Region Syddanmark fra Falck.

I januar konkluderede Konkurrencerådet, at Falck havde misbrugt sin dominerende position på markedet til at presse Bios.



Ifølge rådet brugte Falck en fordækt kommunikationskampagne for at skabe uro om Bios og så tvivl om, hvorvidt det kunne løfte opgaven.

Samtidig arbejdede Falck aktivt for at hindre, at ambulancereddere skiftede til Bios.



Det hollandske selskab havde store problemer med at rekruttere og leve op til sin kontrakt og gik til sidst konkurs i 2016.

Et forløb, Falck i dag fortryder, lyder det fra Falck-direktør Jakob Riis.

- Det blev klart for os, at det var nødvendigt at nå en aftale med alle sagens parter for endegyldigt at få lukket sagen. Og det er vigtigt for os at vise, at vi er er nyt Falck, der sætter handling bag ord, og at vi ønsker konkurrencen.

- Har vi gjort noget, vi ikke skulle, så er vi også parate til at godtgøre tabet, så vi kan se fremad, siger han til Ritzau.



Det var imidlertid selvsamme direktør, der modtog afgørelsen fra Konkurrencerådet i januar noget køligt. Falck ville anke afgørelsen.



Selskabet havde ikke gjort noget ulovligt, og derfor ville man ikke udbetale erstatning i sagen, lød det videre fra Jakob Riis 30. januar.



Hvorfor folk nu skal tro på, at Falck har indgået forliget på grund af en dybfølt erkendelse af, at man handlede forkert, svarer Jakob Riis:

- Da vi sagde, at vi ville anke sagen, skete det på baggrund af en vurdering foretaget på meget kort tid. Men efter at have nærlæst afgørelsen drog vi den naturlige konsekvens, at det var vigtigere, at vi afsluttede sagen og kom videre, siger direktøren.



Region Syddanmark oplyser, at den samlet havde krav på 120 millioner kroner, og at det med forliget får dækket knap tre fjerdedele af de udgifter, som regionen har haft til sagen og Bios konkurs.



- Der bliver sat et punktum for alle parter i sagen. For regionen betyder det, at vi ikke skal bruge ressourcer på at forfølge alle sager på kryds og tværs. Men det betyder også, at vi modtager en betragtelig økonomisk kompensation, siger en tilfreds Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Hos Bios er der ligeledes tilfredshed med, at sagen nu er afsluttet.



- Perioden med ambulancedrift i Danmark var hård og økonomisk meget belastende. Og derfor er det selvfølgelig positivt, at vi nu bliver kompenseret fair og rimeligt, siger Stef Hellelink, direktør i Bios, i en pressemeddelelse.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

19. JUL 2019 • 05:47

Bia-Lid bliver privatbolig

18. JUL 2019 • 19:55 FOR ABONNENTER

Nu kører toget: Kulturhuset vil købe pakhus

18. JUL 2019 • 18:10

Affaldskaos ved strand afværget

Mest læste