14. AUG 2019 • 10:40ERHVERV/POLITIK

Nye kunder og boliglån giver Arbejdernes Landsbank fremgang

Arbejdernes Landsbank har fået 7000 nye kunder i 2019 og har over 300.000 kunder for første gang.

Tusindvis af nye kunder og travlhed med omlægning af boliglån har givet ekstra indtægter hos Arbejdernes Landsbank i 2019.



Bankens indtægter er i årets første halvdel steget med omtrent 50 millioner kroner til 1032 millioner kroner. Det oplyser banken i sit halvårsregnskab, der er offentliggjort onsdag.



Banken har i 2019 kunnet sige velkommen til 7000 nye kunder og har nu over 300.000 kunder for første gang nogensinde.



I løbet af 2019 har renterne på de finansielle markeder været faldende, og det har givet øget appetit hos boligejerne til at omlægge lån, hvilket også Arbejdernes Landsbank har kunnet mærke.



- De mange nye kunder bidrager sammen med alle de eksisterende kunder til et højt aktivitetsniveau, og særligt på boligområdet har der været ekstra fart på med både udlån og omlægninger, siger administrerende direktør Gert Jonassen.

- Det har naturligvis påvirket vores indtjening i positiv retning, siger han i en pressemeddelelse.



Arbejdernes Landsbank er i top ti over største danske banker og har 71 filialer rundt i Danmark.



Trods de stigende indtægter er bankens overskud faldet en smule i første halvdel af året.



Overskuddet ender på 236 millioner kroner i første halvår. Det er et fald fra 241 millioner kroner i samme periode året før.



Faldet hænger sammen med, at bankens omkostninger er steget over det seneste år.



Banken har fået 50 flere ansatte det seneste år, og antallet af ansatte er nu 1112. Samtidig har Arbejdernes Landsbank brugt flere penge på it-projekter.



Arbejdernes Landsbank har en række fagforbund som de største aktionærer.



Det gælder Dansk Metal, FOA, 3F, HK og Fødevareforbundet NNF. Derudover har banken 22.000 private aktionærer.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

20. AUG 2019 • 11:55 FOR ABONNENTER

Klar til den tredje Handicap Tour Coop Bornholm

20. AUG 2019 • 08:12

21 bilister kørte for stærkt

20. AUG 2019 • 05:53

Han udgiver sin 40. bog

19. AUG 2019 • 21:19

Nyt liv i Snellemark

Mest læste

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen

17. AUG 2019 • 17:37SPORT

Point til unge NB’ere

17. AUG 2019 • 09:53 FOR ABONNENTER

Klar melding: Mathias Jensen vil rydde bordet