6. NOV 2019 • 15:53ERHVERV/POLITIK

Flertal beder statsminister forklare sig om nye pressechefer

Statsministeren bliver af flertal i Folketinget bedt om at møde op i samråd, selv om hun tidligere har afvist.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har afvist at dukke op til et samråd om, at syv ud af ni nyansatte presse- og kommunikationschefer har tætte bånd til Socialdemokratiet, der dannede regering efter valget.



Nu forsøger et flertal i Folketinget at få statsministeren til at forklare sig alligevel. Efter et møde i Udvalget for Forretningsorden onsdag er der flertal for at bede statsministeren om at møde op i et samråd og afgive forklaring.

Det bekræfter De Radikale, der er tungen på vægtskålen i forhold til at danne flertal, der desuden består af blå blok, Alternativet og løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.



Mette Frederiksen afviste tirsdag at møde op til et samråd, som fire af de blå partier havde indkaldt statsministeren til.

Hun henviste i stedet til skatteminister Morten Bødskov (S), som har det overordnede ansvar for personalemæssige forhold.

Berlingske har beskrevet, at seks ud af otte nyansatte presse- og kommunikationschefer i landets ministerier har bånd til regeringen. Siden har DR kunnet fortælle, at også Klimaministeriet har ansat en kommunikationschef med nære forbindelser til Socialdemokratiet og den pågældende minister.



Oppositionen frygter, at Socialdemokratiet er ved at politisere embedsværket ved at besætte ledende poster med folk, der har tætte bånd til partiet.

Venstre håber, at statsministeren vil møde op og forklare sig.



- Det er systematisk og udtryk for en meget, meget uheldig form for kammerateri, der nu trækkes ind i centraladministrationen, hvor vi har en tradition, som hviler på, at vi har neutrale embedsmænd, siger politisk ordfører Sophie Løhde (V).

Hun afviser, at noget lignende er sket under en venstreregering. Det springende punkt er for hende, at det på overfladen ser ud til at være systematisk.

- Du finder ikke et eneste sammenligneligt eksempel på, at syv ledende pressechefer kommer direkte fra Venstre, siger hun.

Der er en enkelt pressechef, der er kommet direkte fra Socialdemokratiets pressetjeneste, mens resten tidligere har haft tætte bånd til partiet eller ministeren.



Samtlige ministerier har understreget, at der ikke har været politisk indblanding i ansættelserne.

/ritzau

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet