7. NOV 2019 • 09:55ERHVERV/POLITIK

Nyt regnestykke gør alle danskere 4000 kroner rigere

Danmarks Statistik har revideret de seneste års vækst. Det betyder løft i sidste års vækst på 23 milliarder.

Med et trylleslag er den økonomiske vækst sidste år blevet gevaldigt hævet.

Danmarks Statistik har nemlig lavet en revidering af de seneste års vækst i den danske økonomi.



I den forbindelse er sidste års vækst hævet til 2,4 procent mod før antaget 1,5 procent.



- Danmark er 23 milliarder kroner rigere end hidtil antaget, siger cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.



- Det svarer til, at hver dansker er knapt 4000 kroner rigere, end vi gik rundt og troede i går, tilføjer han.



Også væksten i 2016 er blevet løftet i forbindelse med revideringen. Nu menes den at være endt på 3,2 procent mod tidligere antaget 2,4 procent.



Til gengæld er væksten i 2017 justeret ned til 2,0 procent fra før 2,3 procent.



En del af revisionerne skyldes teknik i forbindelse med salget af et patent i 2017, men nye tal fra udenrigshandlen bidrager også til et løft i væksten.

Ifølge Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, har Danmarks Statistik svært ved at tage højde for de danske virksomheders stigende globalisering.



- Det gælder særligt opgørelsen af den del af virksomhedens eksport, der aldrig krydser den danske grænse.



- Men der er også udfordringer med at få fastlagt, hvor stor en andel af virksomhedens værdiskabelse, der kommer fra henholdsvis den indenlandske og udenlandske aktivitet.



- Det er årsagen til, at statistikkontoret både nu og tidligere har måttet revidere sine tal for væksten i den danske økonomi, siger Tore Stramer.



De seneste år har Danmarks Statistik således flere gange lavet markante revideringer af sine opgørelser for den danske økonomi.



Siden slutningen af 2016 har statistikkontoret ifølge Tore Stramer foretaget ekstraordinære opjusteringer for i alt 92,7 milliarder kroner.



- Det er ganske enkelt vildt og uden fortilfælde i dansk økonomisk historie, siger cheføkonomen fra Dansk Erhverv.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet