7. NOV 2019 • 11:16ERHVERV/POLITIK

DSB kører med flere: Men indtægter fra kunderne falder

I årets første ni måneder har DSB haft et større salg af de billigere Orange- og Orange Fri-billetter.

Selv om flere kører med DSB, så falder passagerindtægterne hos togselskabet.

I årets første ni måneder er DSBs passageromsætning faldet med 49 millioner kroner, svarende til 1 procent i forhold til samme periode sidste år.



Det er sket, samtidig med at antallet af rejser er steget en smule.

At DSBs indtægter fra passagerne alligevel ikke er gået frem, hænger blandt andet sammen med, at selskabet har solgt flere af de billigere Orange- og Orange Fri-billetter.

Det har nemlig været med til at give væsentligt lavere gennemsnitspriser på rejser over Storebælt, skriver DSB i en pressemeddelelse.



- Idéen med Orange- og Orange Fri-billetter er at fylde tomme sæder på afgange med ledig kapacitet.



- Orange Fri er en billigere billet, som stadig er fleksibel, hvis kunden er nødt til at ændre afgangstid, skriver DSB i pressemeddelelsen.



I årets første ni måneder har DSB tabt 31 millioner kroner før skat, hvilket er 369 millioner kroner lavere end i samme periode året før.



Resultatet i 2018 var dog positivt påvirket af indtægter på 267 millioner kroner fra salget af DSBs kontorejendom på Kalvebod Brygge i København.

Derudover har der i løbet af i år været ekstraordinære udgifter på grund af en reduktion af administrative stillinger.

For hele 2019 venter DSB at lande et resultat tæt på nul.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet