11. FEB 2019 • 00:09INDLAND/KRIMINAL

Store forskelle på ventetid til operationer mellem regioner

Regionerne imellem er der stor forskel på ventetider til operationer. Det viser opgørelse ifølge Berlingske.

Der kan i flere tilfælde være helt op til 100 eller 200 dages forskel på ventetiden til operationer fra region til region.

Det viser en ny opgørelse, som Sundhedsministeriet har sendt til Folketingets Sundhedsudvalg, skriver Berlingske.

Eksempelvis skal man i Region Nordjylland vente 62 dage på et indgreb i de små øreknogler for at bekæmpe en hørenedsættelse. I Region Sjælland var ventetiden 438 dage i 2017 på samme indgreb, viser opgørelsen ifølge avisen.

Og patienter, der skal have en ganeoperation, venter i gennemsnit 168 dage i Region Hovedstaden, mens ventetiden i Region Syddanmark er 16 dage.

Det udløser kritik fra patientforeningen Danske Patienter.

- Det viser, at der er relativt mange patienter, der venter alt for længe på udredning og behandling. Det er skidt, fordi det kan medføre et ringere resultat af behandlingen, siger vicedirektør Annette Wandel til Berlingske.

Hun mener, at regionerne er for dårlige til at udnytte kapaciteten ved at sende patienter videre, og at der kan være brug for bedre oplysning om det frie valg til at vælge privat sygehus.

I øvrigt mener Danske Patienter, at årsagerne til forskellene bør granskes yderligere.

Ifølge Danske Regioner skyldes de store forskelle, at der er ubesatte stillinger flere steder i landet.

Her peger formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach (R), dog på, at de generelle ventetider på operationer er historisk lave.

Men hun anerkender, at der er et problem.



- I den bedste verden vil der selvfølgelig ingen ventetid være, men desværre har vi ikke ressourcer og hænder nok til at operere for alt med det samme.



- Samtidig har vi sørget for, at alle patienter kan udredes og få behandling i andre regioner eller hos private, så det ikke er patientens adresse, der er afgørende for, hvor og hvor hurtigt man kan få behandling, siger hun til Berlingske.

Opgørelsen opregner de 20 operationstyper, hvor der er størst forskel mellem korteste og længste ventetid i landets fem regioner.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) siger til Berlingske, at opgørelsen viser, at der er et behov for at styrke patientrettighederne.

En af hovedbegrundelserne for regeringens udspil til en sundhedsreform er netop, at der er store forskelle regionerne imellem på dette område.



I udspillet lægges op til at nedlægge regionerne, som de fungerer nu med blandt andet regionsråd.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag