17. JUL 2019 • 09:13INDLAND/KRIMINAL

S-ordfører har tiltro til nye skilsmisseregler

Der er brug for mere tid og flere erfaringer, inden man konkluderer på nye skilsmisseregler, lyder det fra S.

Mødrehjælpens foreløbige erfaringer med de nye skilsmisseregler, som trådte i kraft 1. april, tyder på, at konflikter mellem forældre bliver trukket i langdrag.



Men da det blot er tre måneder siden, at reglerne trådte i kraft, er det for tidligt at vurdere, om der skal laves justeringer af lovgivningen, siger Camilla Fabricius, som er socialordfører i Socialdemokratiet.

- Det er vigtigt, at man får lært af de givne situationer, der bliver meldt tilbage, men alle skal lige vænne sig til de nye regler og den nye måde at gøre det på, siger hun.



De nye regler på skilsmisseområdet betyder, at barnet som udgangspunkt har bopæl både hos far og mor de første tre måneder efter skilsmissen.



Reglen blev lavet, for at forældre ikke skal træffe afgørende beslutninger, mens de selv er i krise. Men det betyder i praksis ifølge Mødrehjælpen, at forældrene ikke får en afklaring, og konflikten trækkes i langdrag.

Alle partier i Folketinget stemte for de nye regler, og Camilla Fabricius har fortsat tiltro til de nye regler.



- Men selvfølgelig skal vi lytte til tilbagemeldingerne, og vi skal hele tiden justere, men det er simpelthen for tidligt efter tre måneder, siger Camilla Fabricius.

Også Dansk Folkepartis socialordfører, Karina Adsbøl, er klar til at lytte til kritikken. Men det er for tidligt at konkludere, om den nye lovgivning skal ændres.



- De nye regler skulle jo gøre det hele bedre, og en skilsmisse er altid svær. Men det er klart, at de nye regler lige skal have lov til at virke, siger Karina Adsbøl.

Hun mener dog, at det kan være relevant at se på sagsbehandlingstiderne.



- Vi skal se, om de kan være med til at forhale og øge konfliktniveauet, for der kan man i hvert fald sætte ind, siger Karina Adsbøl.



Forældreansvarsloven, som de nye regler hører under, er social- og indenrigsminister Astrid Krags (S) område, men hun er på ferie, skriver Politiken.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet