6. DEC 2018 • 15:04ERHVERV/POLITIK

Studerende er glade for farvel til udskældt karakterbonus

Farvel til karakterbonus for tidlig studiestart og mere fleksible uddannelser vækker glæde på universiteterne.

Alle Folketingets partier er enige om en aftale om de videregående uddannelser, der giver mindre fokus på karakterræs og bedre mulighed for at flexe mellem studier og erhvervsarbejde. Og det vækker glæde hos de studerende.

Sana Mahin Doost, forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, er glad for, at den såkaldte karakterbonus for tidlig studiestart bliver afskaffet.



- Den blev oprettet udelukkende med det formål at presse folk igennem systemet, og det synes vi, er et ringe formål, siger Sana Mahin Doost.

Også fra interesseorganisationen Danske Universiteter modtages aftalen med glæde.



- Karakterbonussen har aldrig været sagligt funderet. At man bliver belønnet for hurtighed frem for faglighed, har aldrig været vores kop te, siger direktør Jesper Langergaard.

Med aftalen afskaffes den såkaldte karakterbonus, der giver de studerende mulighed for at gange deres karaktergennemsnit med 1,08, hvis de startede på et studie inden for to år efter for eksempel gymnasiet.



Samtidig udvides retskravet, så de studerende får mulighed for at begynde en kandidatoverbygning op til tre år efter endt bachelor.

Den del er vigtig, fordi uddannelserne skal afspejle det arbejdsmarked, der venter, lyder det.



- De studerende skal ud i et komplekst erhvervsliv, som kræver fleksibilitet. Derfor skal uddannelserne også være fleksible, siger Jesper Langergaard.

For de studerende kan det give et tiltrængt nyt perspektiv på uddannelsen. De får mulighed for eksempelvis at tage på udlandsophold eller få erhvervserfaring efter færdiggjort bachelor, lyder det fra Sana Mahin Doost.



- Vi får mulighed for at stoppe op og gøre noget andet end at have hovedet nede i bøgerne. Og måske prøve vores evner af i praksis. Det vil mange studerede få glæde af, siger hun.

Hun havde dog gerne set, at politikerne var gået et skridt længere med fleksibiliteten.



- Vi kunne også godt have tænkt os, at man havde taget fat på både fremdriftsreformen, der er med til at presse de studerende igennem studierne, og uddannelsesloftet, der får de unge til at frygte, at de vælger et forkert studie, siger hun.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste