10. JAN 2019 • 05:30ERHVERV/POLITIK

Professor: Raskmelding af psykisk syge er naivt

SF burde fokusere på at fjerne diskrimination af psykisk syge - ikke ændre i diagnoser, siger professor.

SF er naive, når partiet med et nyt beslutningsforslag i Folketinget vil gøre det muligt at erklære tidligere psykisk syge for raske.

Det mener professor i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech, der fortæller, at det lægefagligt er umuligt at raskmelde patienter.



- Det er et meget sympatisk forslag, men det er temmelig naivt uden forståelse for, hvordan verden er.



- Der er ikke noget, der hedder raskmelding. Det findes ikke. Man kan hverken blive raskmeldt for en psykisk eller legemlig sygdom.



- Hvis du tager kræftområdet, så er der jo ingen læge, der kan sige, at patienten er helt rask.

- Det kan altid gemme sig i kroppen og komme ingen måske ti år senere. Det er tilsvarende med psykisk sygdom, siger Poul Videbech.

Torsdag skal forslaget om, at psykisk syge skal kunne blive erklæret raske, når de ikke længere har symptomer, til førstebehandling i Folketinget.



Det skal sikre, at det fremgår af ens journal, at man er rask. Dermed vil tidligere psykisk syge for eksempel kunne ansøge om et kørekort eller om at adoptere.



Poul Videbech mener dog, at en bedre løsning på problemet ville være, at man stoppede med at diskriminere på baggrund af psykiske sygdomme.

- Jeg kender en masse patienter, der ikke kan få en livsforsikring eller et bestemt job, fordi de engang har været syge. Det er da for dårligt.



- Jeg har selv kendskab til tilfælde, hvor mennesker ikke opsøger hjælp, fordi de er bange for konsekvenserne senere hen i deres liv. Det synes jeg er forfærdeligt.



- Men så må man lave en lovgivning, der siger, at det er forbudt at diskriminere på baggrund af tidligere psykisk sygdom, siger han.

Han undrer sig over, at det er ulovligt at kønsdiskriminere ved ansættelser, mens det ikke er ulovligt at diskriminere på baggrund af tidligere psykisk sygdom.



SFs psykiatriordfører Trine Torp, der har stillet forslaget, tilslutter sig, at diskrimineringen skal fjernes. Hun håber, at forslaget kan hjælpe det på vej.



- Vi vil gerne have, at man skal kunne konstatere af journalen, at man tidligere har levet op til diagnosen, men det gør man ikke længere, og derfor er man rask for sin lidelse.

- Du og jeg ved heller ikke, hvornår vi kunne blive ramt af en lidelse, men man kan nå et tidspunkt, hvor en tidligere psykisk syg ikke er i større risiko end alle andre, siger hun.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

18. JAN 2019 • 18:56 FOR ABONNENTER

Mindre byer vil også have del i nye boliger

18. JAN 2019 • 18:45 FOR ABONNENTER

Flere maner til forsigtighed om byggeri af mange boliger

18. JAN 2019 • 16:32 FOR ABONNENTER

Tv-hold opsporer japaner i Pedersker

Mest læste